Louise Juhl

Modsat mosaik når alting samles så alt for lysende klart      

Sommetider føler han sig som pauke-spilleren  i en storslået symfoni, der kun har ét slag at gøre godt med. Ét afgørende slag: Selve essensen. Udråbstegnet. Understregningen. I et enkelt slag: Buuum. Og han sidder med armen løftet og køllen klar. Sveder af spænding, venter på forløsning og vil så gerne ramme plet. Sætte aftryk. Gøre […]

Det er ikke vemodet               tværtom Det er ikke tomheden; ikke hullerne i forklaringens tæppe Det er ikke dét, men * alt ind imellem

Griber en håndfuld af noget der ligner et hav, og mærker ¨ at der ikke er noget at slippe

Man går i seng og står op, det gør man vel. Står op. Vasker søvnen af sig. Og drømmene. Med vand og sæbe, præcis som man skyller munden efter et ukvemsord. Eller måske ikke præcis sådan, men alligevel. Skyller efter med kaffe. Det smager bittert. Så er man ligesom klar. Og bitter. Renset for drømme […]

Den der søger skal finde : længslen * efter at blive fundet

Levende endnu engang og siden sidst // Vand  løbet krydset og glemt af verden i en brystlomme en dunkende dirrende drøm vi klapper i rytme Levende én gang siden sidst //