Louise Juhl

Det gør ingen forskel, alligevel starter jeg hver morgen med at bede. Ikke til gud og ikke til fanden, men til bageren om, at der stadig er brød, når jeg når frem. Og til min cykel om at holde luft både frem og tilbage.

Det var min overbo, der første gang lærte mig, at intet var en selvfølge, at alt kom af noget, og at noget lød som nåde. Hun skrev sedler og satte på ting: “Tak for trin” skrev hun på en en seddel hun satte fast på trappen gelænder. “Tak for næb og fjer og sang” skrev hun på en anden, hun bandt fast om en gren i den store eg foran blokken.
“Tak for lort”, stod der på en lap, hun plantede i en hunds efterladenskaber.
Hun var tæt og trind, gik i farverige kjoler og elskede livet, det sidste sagde hun ofte og gerne højt: Tak for livet. Ind imellem syntes det, som om hun forsøgte at overbevise sig selv mere end vi andre. Tak, tak, tak. Hun havde mistet en søn ved fødslen og sin mand kort efter, han mente, at det var hendes krop, hendes bryster, hendes mælk, der havde forgiftet den spæde dreng. Han meldte hende til politiet for mord og drev rundt på stierne nedenfor hendes vindue og holdt øje. Med hvad, vidste ingen, heller ikke manden selv, måske var det det værste. At være under anklage men ikke for noget.
Så gik tiden og sorgen tog form af noget andet, manden rejste til Mongoliet for at tæmme vilde heste. Han skiftede navn fra Anders til Chuluun, og overboen skrev med lyseblåt kridt på stiens asfalt: “Tak til Chuluun”. Og selvom ingen forstod hendes gestus, lod de det stå. Ja ikke nok med det, budskabet blev gang på gang tegnet op med blåt, Tak til Chuluun, og flere kom til.
Tak til oktober for ikke at smage at medister.
Tak til Nutella for at smage så godt.
Tak til himlen for at holde vejret.
Tak for i går, Frank: Vi ses på tribunen næste søndag.

Alle var enige om, at det var fjollet, ja ligefrem dumt. Men også at det dumme og fjollede føltes godt, en seddel stukket ind under døren: “Tak – ikke fordi men bare”.
Og dér, et postbud på sin elscooter med en sætning skrevet henover t-shirtens bryst:
– Selv tak!