Louise Juhl

Jeg fandt aldrig ud af, hvem det var, der havde ringet. Jeg så bare bilen, der kørte op foran blokken og de to betjente, der steg ud og så vidste jeg, at det var mig, de kom efter. Jeg var ikke bange, bare flov. Helt ufattelig flov, så flov faktisk, at jeg tog glassene med piller og gemte under blusen og løb ned i kælderen og gemte mig i det lille pulterrum, der havde mit navn på døren. Der var næsten ikke noget derinde. Kun min cykel, der hverken havde kæde eller sadel, og så en kasse fyldt med billeder fra dengang, jeg gik til foto. De fleste var af Kasper, som jeg havde været forelsket fra syvende til niende, helt håbløst. Han havde haft langt hår i nakken og en far på TV. I kassen var kun billeder af Kasper. Kasper på vej ud af en dør. Kasper, der jublede efter en scoring. Kasper, der afværgende løftede en hånd op foran sit ansigt: Ikke mere nu!
Jeg kunne høre betjentene ovenpå. Hvordan de ringede på min dør og lidt efter bankede. Hårdt – så kaldte de mit navn. Jeg kunne høre min nabo, der kom ud fra døren ved siden af og hans hund, der gøede. Alle stemmerne, der blandede sig sammen. Så blev døren til kælderen åbnet, og jeg forsøgte at holde op med være, kravlede om bag cyklen og holdt mit vejr. Det var, som om jeg var med i en film. Som om alt i rummet var rekvisitter: En cykel, der ikke kunne køre, en kasse med gamle fotos, tre glas med piller. Og så mig.
Så tog jeg mig sammen, slog slåen fra døren, åbnede. “Hej.”
Det var det, jeg sagde, hej, som om vi tilfældigt mødte hinanden ved et busstoppested eller i en kø til toilettet. Hej.
Han lagde en arm om min skulder. Er du ok, ville han vide og jeg ønskede bare, at nogen ville træde frem med et klapbræt og sige “Cut!” 
Vi fulgtes op ad trappen, han havde stadig en arm om min skulder. Den anden betjent nikkede: “I behøver vist ikke mig mere” og forsvandt.
Jeg tilbød ham en kop te.
“Har du kaffe?” Jeg nikkede.
Han hed Henrik og havde lige siden, han var lille, vidst, at han ville være betjent. Vi sad lidt, en halv time måske, det var mest Henrik, der talte. -Spurgte, om jeg havde nogen, jeg kunne sove hos nat? -Nogen, der kunne komme og sove hos mig?
Jeg rystede på hovedet til begge del, men forsikrede ham, at det var ok. At jeg var ok: “Men tak for at spørge.” 
Vi hentede pillerne , han fik lov at tage dem med på stationen. Dagen efter ringede han, det var midt i Nyhederne. Et indslag om fugleinfluenza. Fyrretusinde stykker fjerkræ på Sjælland var i fare for nedslagtning, fortalte de.
Han ville bare høre, hvordan det gik?
“Bedre,” svarede jeg. Det var vel ikke løgn, men heller ikke sandt, jeg vidste helt ærligt ikke, hvordan jeg havde det.