De mange små ligegyldige detaljer, der gør et liv

by Louise Juhl Dalsgaard

Hun havde sine heller.
Morgen og aftenritualer på badeværelset. Helle Gotved gymnastik, knæbøj, hoftevrid, tåløft, himmelstræk. Hun talte alle bevægelserne men uden lyd, kun læbernes bevægelse afslørede, hvor langt hun var nået. Det var en måde at komme i gang med dagene på, en slags fysisk manifestation af, at nu var natten og hviletiden omme, nu var det knofedt og kampånd der talte. Efter øvelserne tog hun et kort bad, sluttede af med et køligt styrt, tørrede sig derefter omhyggeligt. Frotterede ryggens hud, så armene, brystet, ansigtet. Klædte sig på, børstede tænder og duppede så – med stor koncentration – ansigtet med en lyserød ansigtscreme, som min far hjembragte fra sine mange rejser, fordi prisen i det toldfri udsalg var det halve af, hvad det kostede i butikkerne herhjemme. Cremen hed Visible difference,”det betyder tydeligt forandret”, forklarede min mor. Det var det, hun håbede på, trængte til: En tydelig forandring.
Hun fordelte den dyre creme i ansigtet: Henover panden, rundt om øjenomgivelserne og til sidst huden på hagen. Hun brugte ingen makeup i det daglige – hendes fag (laborant) kaldte på noget andet, mente hun, noget ukrukket og ærligt – så det var kun, når hun tog bussen ind til byen for at handle i butikker, Magasin, Maria Gram og Perchs Tehandel, at hun ”pyntede sig”. De dage tegnede hun sine bryn op med en brun blyant, smurte læberne med en læbestift og lagde en anelse blå på øjenlåget. Men altid kun en knap synlig streg, ”jeg skal jo nødig virke vulgær,” sagde hun, mens hun smurte på, måske henvendt til sig selv, måske til mig. Den angst, en evige bekymring for at være forkert, for meget.

Om torsdagen havde hun fri, så vaskede hun hår i håndvasken og sneglede det op på curlere, der blev sat fast med nåle. Sådan lod hun dem sidde, indtil håret var tørt, det tog gerne et par timer, som var helliget indendørs sysler så længe. At tørre klinker i brusenichen fri for kalk, rengøre armaturet på husets håndvaske, omplante en hortensia. Hun åbnede ikke døren for fremmede så længe, uanset hvem der ringede på, lod hun den ringe. Ingen skulle se hende sådan, fanget under en skov af curlere og nåle, det var et ansigt, hun ikke ønskede at vise frem. Ikke før håret igen var befriet for plasticcurlere og nåle af stål, kunne hun igen møde verden, en lille smule mere rank, håret lidt højere, blikket lidt mere fast. 

Hvorfor overhovedet nævne dem, alle disse rygmarvsritualer, hoved, skulder, knæ og tå. Daglig pleje, er det værd at nævne. Er det andet end et sørgerligt spild af tid, af liv, et meget menneskeligt forsøg på at passe ind, gøre sig til, adoptere omverdens blik. 
Måske ikke og så alligevel helt afgørende. For det var også i de minutter, timer, min mor havde lidt tid for sig selv, til sig selv. Det var her, hun fandt kræfter til dagenes gøremål: de mange cykelture, at trykke hænder til goddag, ælte dej, trække gardiner for- og fra igen. Hviske ”jeg elsker dig” i børnenes øre, igen og igen, og kun alt for sjældent få et ”i lige måde” tilbage. De var blandt meget andet de timer, de ritualer, de mange små og tilsyneladende ligegyldige detaljer, der gjorde et liv, et menneske, min mor.