Louise Juhl

Jeg tog toget en onsdag. Pakkede en flaske vand, et æble og en lille bog om sociale markører i malerkunsten. Det var i juni, lunt for årstiden, en mor bar sit halvstore barn som en pølse under armen. Med hovedet nedad. En hunds gøen langt væk.

Jeg havde ikke lyst. Eller. Jeg havde længe tænkt at tage afsted, forberedt hvad jeg ville have på, jeans og løs skjorte, praktiske sko. Jeg vidste, hvad jeg ville spørge til, først, hans temperament. De pludselige udbrud af vrede, for fanden i helvede, forpulede idioter, satans til elendig lort. Måden hun senere dukkede sig på, når en sky trak over himlen eller en bil bagfra pludselig gassede op. Hænderne foran ansigtet, afværgende. Undskyld. Som om bilernes acceleration var hendes ansvar, hendes skyld. Som om skyernes farve afspejlede noget andet og større. Tungere også.
Jeg havde købt lys og matchende servietter, pakket det hele i gennemsigtig cellofan og slået et silkebånd omkring. Skrevet et kort. “Til dig. Ikke fordi, men bare.”
Engang lærte hun mig bogstaverne at kende. A som akut. B som brysk. C som chok. D som Det-man-ikke-dør-af-bliver-man-stærkere-af. Hun havde lagt sin hånd uden på min og hjulpet mig med at forme de sære tegn, rost mig: Du gør det godt. Jeg elsker dig. 

Senere tænkte jeg, om det var normalt at elske nogen for så lidt, for Akut og et Chok. Og lærte mig selv alverdens remser: tæl til ti så er det forbi. Se kun væk, så undgår du smæk. Jeg læste om varme kilder på Island og forelskede mig i tanken om at dryppe af sved i frostvejr. På min ni års fødselsdag ønskede jeg mig en levende isbjørn og et sæt stylter, tænkte, at det ville række langt? Men min mor mindede mig om, at man ikke måtte holde farlige bjørne som husdyr, og jeg turde ikke sige, at det vel ikke var så forskelligt fra nu, og at jeg foretrak et rovdyrs utilregnelighed frem for hans. 
Og nu stod jeg der og så på, mens toget nærmede sig, det var tidlig morgen og diset, nogen havde glemt en jakke på bænken, to duer sloges om et stykke brød. Pakken i cellofan knitrede mellem mine fingre, en fuld mand råbte fra den modsatte perron: “Det bliver så tidligt sent.” Jeg kunne have svaret på tværs af skinnerne, at jeg kendte den følelse. At det hele var for sent.
Akut. Chok. 
Det man ikke dør af, bliver man stærkere af. Nej, det man ikke dør af, dør man ikke af. Man lever videre. Pakker ting i gennemsigtigt papir og håber, at nogen kan se, hvad man bærer med sig. Lys og servietter. 
En isbjørn.