Louise Juhl

Hvis blå var en lyd, ville himlen være uden farve.
Sådan sagde Julie til mig i rygerskuret. Hun var indlagt på 32. døgn, dagen efter tog hun sit eget liv. Hun efterlod sig en bruserslange og et stykke papir: “Det er ikke himlens skyld,” stod der.

Dagen efter samledes vi udenfor afdeling, sendte mariehøns op til VorHerre, bad om godt vejr.
Lyden af blå.

Senere lærte jeg, at når mariehøns føler sig truet, så tisser de. En rødlig, stærkt ildelugtende væske, der skal skræmme fjender, fortælle dem, at dyret ikke er værd at æde, at det smager grimt, lugter grimt, er giftigt. Hvis ikke det er nok, trækker det lille insekt benene op under sig, og spiler død. I timevis kan det ligge sådan, helt ubevægelig.
Måske var det det samme, Julie forsøgte, da hun tog sit eget liv. At spille død for at undslippe fjenderne, de indre dæmoner, der hver dag hviskede hende i øret, at hun var et monster, en ækel heks, en liderlig lus, en vanvidsbærer.
Det er tyve år siden, jeg tænker stadig på hende. Hun havde en vild humor, som hun holdt frem foran sig, som en fakkel:
“Heller syg i hovedet, end kold i røven”.
Det var svært for alvor at grine ad, men endnu sværere helt at lade være. Jeg ved ikke, hvad hun tænkte om min latter, selv fortrød jeg mange gange siden, ikke at det hjalp – hverken Julie eller mig.

Nå. Det er mandag, og jeg er alene hjemme. Himlen er lydløs, mine ører brænder blåt. Sådan er der altid noget og hvis ikke, er der nok noget andet.