Louise Juhl

Siden jeg var barn, har jeg af forskellige årsager sovet dårligt. Det skyldes hverken fugle eller liderlige kattes kald, bare tanker i ring. En opskrift på nudelsuppe, for eksempel, der bliver ved at rumstere: forårsløg, bønnespirer, fiskesovs, saft af en halv lime. Eller pludselig gåsehud klokken fire morgen, hår i panik. Men en aften i foråret fandt jeg pludselig hvile, udenfor  vinduet var det onsdag og mørkt. For første gang nogensinde sov jeg elleve timer i træk. Det samme gentog sig torsdag og fredag og lørdag og. Hver aften i flere måneder faldt jeg i en dyb søvn og drømte om en virkelighed af ler. En føjelig masse jeg kunne forme, som jeg ville. Den første nat formede jeg et pindsvin. Det lå på ryggen med blottet mave og piggene skjult, dyrets maveskind lyste som en bleg og utæt måne. Aldrig har jeg sovet så trygt. Næste nat lavede jeg en elefant i ler. En meget, meget lille elefant, for de fleste elefanter drømmer jo om at få lov at være små og ikke grå. Jeg malede den orange og vågnede en enkelt gang, men kun ganske kort, fordi en sulten svale forvekslede elefanten med en blomst og stak sit næb ind i dens øre for at suge nektar. Mange nætter gik sådan med at forme en verden. Et tusindben fik for en dag lov at være giraf og en høg lov at være due. Selv en grim rotte fik sin egen drøm – og lykkedes med at redde et æsel fra at slæbe sig halvt ihjel. De er stadig bedste venner, rotten og æslet. Jeg vil ikke sige, at jeg foretrækker søvnen fremfor virkeligheden, men jeg vil sige det sådan at uden drømme, går det ikke, så meget ved jeg nu.