Louise Juhl

Jeg genlæser Christina Hagens essay fra 2022. Det er ikke første gang, faktisk vil jeg tro, at det er femte eller sjette gang, jeg læser det. Hver gang rammer det mig med samme kraft. I maven, i brystet. Kapow:
“Alle kan se det. Sådan føles det. At livet ikke er min scene”

Essayet handler om selvmordstanker. ikke om de konkrete overvejelser, ikke om pilleglas og overskårede håndled, den slags. Men om at føle sig forkert i verden. Udenfor. Om at se naboen, der griller og griner, kollegaen i silkeskjorte, lysende lykkelig. Vennerne, der sender billeder fra fællessang om et bål: “Du skulle have været her”. Men det var man ikke. Det er man sjældent, måske aldrig. Man er ikke dér, hvor der tændes ild, måske godt det samme. Man synger jo alligevel som en brækket arm, og tøjet lugter også sådan dagen efter, forsøger man at gøre sig hård. At lade som om, man ikke savner. Varmen fra bålet, fællesskabet.
Hagen skriver hårdt, men på en blød måde. Hun skriver fra en rejse til en græsk ø:

“Kunne jeg bare være normal, ville jeg være på ferie nu. Gå rundt med et strandhåndklæde og en øl i hånden. Tale med andre. Tale med de jyder, der lå på håndklædet ved siden af mig før dykkerturen. Diskuterede, om de kunne lade pengene ligge ubevogtet, mens de badede. De hadede sand. Sand mellem tæerne. Sand i røven. Sand i øjnene.
Hadede jeg sand, ville jeg være lykkelig. Jeg kan ikke hade sand. Jeg kan ikke lave mad. Jeg kan ikke kigge på et kort. Jeg kan ikke stå op klokken syv. Jeg kan ikke være lykkelig. Jeg kan støve rundt på en grusvej og kigge ned ad skrænterne.”

Jeg tænker som Hagen skriver i sit essay: Kunne jeg bare være normal. Være som alle andre. Kunne jeg bare finde ud af at at leve, at elske, drikke te med lyd på, Ahhh, skrælle en agurk, glæde mig til i morgen, til jul, til næste år. Til noget som helst. De fleste har smagt på tanken. Og spyttet den ud igen. De færreste ønsker egentlig at dø, de vil bare gerne befries for besværet ved at leve. Min første bog hed “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk”. Jeg havde set en film om en mand der kørte rundt på sin motorcykel og ledte efter steder, det ville være rart at dø. Men der var hele tiden noget, der stod i vejen, enten var græsset for højt, eller tågen for tæt. Ét sted var der så mange fugle, at manden frygtede at blive begravet under deres afføring og aldrig fundet. Han ville – trods sit ønske om at forsvinde, gemme sig for livet – gerne findes igen.
For de fleste, der har haft tanker om selvmord, er det ikke livet, de ønsker at slippe for, men sig selv. Og døden bliver i den ligning en mulighed for at lade livet fortsætte, uden selv at være med.
I Christina Hagens essay refererer hun flere gange til filmen “Le grand Bleu”, dykkeren Enzo, der siger til sin ven Jaques:
“Det er der, man burde være. Slip mig, så jeg kan komme derned igen. Tag mig med ned i dybet.” Det befriende blå, det uendelige hav, at være en dråbe, der ikke kan skelnes fra sit hav. Det er ikke farligt at tænke tanken. Det er ikke ulækkert, ikke forbudt, ikke urimeligt eller egoistisk. Hverken pinligt eller utaknemligt. Det er bare en tanke. Om det uendelige blå og bobler, om at synke og falde til bunds og blive liggende dér. På bunden. Drømmen om at give efter, give slip. Ligesom man som barn kunne drømme om at bo i en bagerbutik og leve af kager og slik, studenterbrød og remonce, blå ugler og lakridskonfekt. De fleste af os vidste jo godt, at det næppe var lykken, at vi ville få kvalme, kaste op, få symptomer på fejlernæring og huller i alle tænderne. Alligevel har tanken strejfet de fleste af os. Fordi vi er lækkersultne eller bare ikke orker at æde flere farsbrød med porrer.
Bare kager, for helvede. Og candyfloss.
Bare Big Blue og sandbund, evig solskin i et pletfrit sind.

Livet er pissebesværligt. Man skal skifte fra vinterdæk til sommerdæk, rense tagrender, passe på solens UV-stråler, tungmetaller i fisk, pludselige modermærker. Man skal passe ind uden at gå i ét. Man skal råbe op, men ikke så højt, at nogen tager anstød. Man skal elske sin Næste, men endelig ikke forelske sig i dem, så er fanden løs i Laksegade, især hvis de allerede er gift. Man skal være jagte lykken men ikke så hårdt, at man kollapser med en punkteret lunge og hjerte-arytmi efter kun en kilometer. Man skal være til stede i Nuet men uden at glemme fremtiden, kloden, børnene, de svage. Man skal kunne bære sig selv, sit liv, men også alle de andres, dem med de sjældne sygdomme, vandkantsdanskerne, veteranerne. Man kan så nemt føle sig utilstrækkelig, og så er det man tænker ved sig selv, om det var nemmere at give slip. Forsvinde. Fra ræset og de uopnåelige ambitioner. Så er der jo også én mindre til at forurene jorden, belaste systemet, bære vægt til den kommende ældrebyrde.
Mit ønske om at dø er rent hypotetisk.

Christina Hagens skriver mod slutningen af sit essay således:
“[..] måske er vi fra en anden planet, os, der indimellem tænker på selvmord. Måske skal vi tillade os at være fra en anden planet. Måske kan vi genskabe den planet sammen. Et sted, hvor man ikke behøver smile, hvis man ikke er glad. En ærlig måde at leve på, hvor man ikke er kaptajn på et skib. Mere en delfin eller en lillebitte ubetydelig fisk med øjne som knappenåle, plirrende, nysgerrige, åbne.”

Jeg vil gerne svømme med Christina Hagen i det bassin. Plirre ubetydeligt med øjnene, være åben. ❤️Link til artiklen i kommentarfeltet.

PS: Har du tanker om selvmord kan du ringe til Livslinien, der tilbyder anonym telefonrådgivning på 70 20 12 01.