Louise Juhl

Der er ting, jeg helst vil glemme, tiden i rækkehuset Hørning, for eksempel, de sære ritualer, kontrakten: “Du kan vel lægge hus til”, som min læge svarede, da jeg forsøgte at åbne op. Nogle gange var det madpandekager, han satte til livs, og alt med en glubende appetit, der mindede om panik. Man skulle nok have været der for at forstå, hvad jeg mener med det. En pakke, to. Banan, nutella, peanuts. Og bagefter den her tunge stilhed, en fed og flad ro, der kunne vare i timevis. Som et dias, der har sat sig fast i fremviseren. Andre gange rettede hans sult sig mod mig, og det var kun et spørgsmål om tid, før jeg måtte give efter. En samfund kan være så stenet, at alt er en eneste blok. det samme kan et menneske, jeg lærte at lege en sten, tage imod. Vind og vejr, lyst og begær. En enlig svale gør ingen sommer, en enlig lussing gør ingen vold. Jeg brugte remserne som redningsvest. Det, der går godt, kommer ikke skidt tilbage. Vel? Bagefter var han sød, kyssede mig på halsen og kaldte mig sin frelsende engel.
Jeg følte mig som en pudseklud. En frønnet kløpind.

Det var en anden tid. Eller. Jeg var en anden, et hus. Og han en hjemløs. Eller. Jeg var en drøm, og han var min ridende mare. Eller. Sandheden er det bedst mulige kompromis mellem det, vi har levet og det, vi kan leve med.

Han forærede mig en styrthjelm. En pilatesbold. En bog om tidsmaskiner. Og foreslog mig at blive medlem af hjemmeværnet. Jeg ville have godt af at komme ud. “Samle appetit”, som han sagde. I flere dage gik jeg rundt med hjelmen over hovedet og visiret slået ned. Han fattede ikke budskabet, kom hjem med to belgiske øl og foreslog, at vi tog et slag femhundrede. Det var svært at drikke øl med hjelm på, men det lykkedes. Han sagde, at det var sexet. At han kunne lide mig sådan. Tørstende bag et visir.
Jeg flyttede efter to år. 730 dage. Solgte hjelmen gennem den Blå Avis for 400 kroner og sendte ham pengene. “Med venlig hilsen” og nedenunder dét: mit navn.