Louise Juhl

31.12

Mark har pyntet op med serpentiner og sølvlameller, buketter af juleroser og elefantgræs. Han har hængt farvede balloner i loftet, HAPPY NEW YEAR, en skæv og skinger gestus, det ligner en kommando, en majors ordre til sit segnende regiment: 
Dont worry, be 
happy 
New Year.

Udråbstegn. 

Min krop er tung efter aftenens rødvin, halvanden flaske blev det vel til, en Cote du Rhone ‘Mon Coeur’ fra ’21. Mark havde brugt ord som “aristokratisk” og “potent”, havde slynget glasset under næsen. – Umm. Jeg havde forsøgt mig også:
–Tung som et liderligt næsehorn? 
Mark havde trykket mig på næsen:
–Dit dejlige fjols. Fyldt mit glas:
– Vi skal vist arbejde lidt med dit vinøse vokabular. 

Vinøs mig i røven. 

Græsset er hvidt af rim, himlen skyldig i blå.
Hvor ville jeg ønske, jeg glædede mig. Til det nye år, dagene sammen. Til erantis og majstang, sankt hans. Til noget som helst. I stedet det her. En ånde fra helvede og tvivl forklædt som træthed. Godmorgen knasende kvalme. Godmorgen milde vanvid. Fra min seng kan jeg se ham i køkkenet, han strækker sig på tæer, rækker ud efter et krus. Nu råber han fra køkkenet: 
– Elskede. 
Hvad jeg skal svare til det. 
Ja?