Louise Juhl

Nogle morgener er mere ensomme end andre. Det er noget med lyset eller nej, det er noget med manglen på lys, mørket, der kalder så sært inciterende fra udenfor. Og indenfor, under huden, i armhuler, knæhaser – skyggerne fra i går, der ikke var en dum dag, bare lang og uvirksom. En drejebog til et liv kune lyde: Gør det mest nødvendige. Træk vejret, elsk. Drik kaffe, når chancen byder sig, vin med måde. Søg det simple: hunden, skæreost, hånddrejet keramik. Jeg tror på fremtiden, også selvom den ikke er min. Jeg mener: Yatzy er so last year, det samme er levende lys, det er noget med røgen, at soden sætter sig på lungerne. Ærgerligt, som alt jeg holder af, altid viser sig at komme med en pris. Hunden dør på et tidspunkt. Osten begynder at løbe. Det eneste, der bliver bedre, er tiden. Timerne får ligesom blødere hjørner, jeg aer dem over ryggen, ae ae. Det ser dumt ud, men føles godt.
Nå. Jeg må til det. Klokken er 07.15, min ekskæreste, Jonas, fylder år i dag, det var ham, der blev jysk mester i jiu jitsu og senere (vist nok) læge. Jeg er ikke mester i noget, men jeg kan tælle til lilla og få ansjos til at rime på pizza-matros, hvad skal jeg egentlig med mere?