En sær disciplin
by Louise Juhl Dalsgaard
Det er en håbløs kamp, det ved jeg godt. Alligevel vedbliver jeg at kæmpe den.
Det handler om sprog, om hvordan vi bruger det.
Om vi peger med det, som man peger en pistol mod en modstanders tinding: “Nu lukker du røven, ellers…” Til at true eller måske til at ydmyge med: “Åh, gør du nu dig selv til offer, skal vi tude lidt allesammen, buhuuu.”
Eller om vi omvendt bruger det til at række ud, søge at minimere afstandene imellem os: “Det, du siger der, er jeg ikke enig i. Kan du forklare mig, hvad du mener med xxx?” Til at deeskalere en konflikt fremfor at optrappe den: “Vi er åbenlyst uenige, men jeg medgiver dig, at det er et vigtigt emne.”
Jeg synes at have bemærket, at en særlig retorisk disciplin har vundet terræn på det sidste. Det handler om mennesker, gerne debattører, der bevæger sig så tæt på ytringsfrihedens grænse, at det hele tiden er lige ved på at tippe over. Men kun lige ved, for de nævnte debattører er sig svært bevidste om, hvad de gør, hvordan de gør det og hvorfor. Formålet synes alene at være at provokere, nogle gange endda at såre. Det kan f.eks. være ateister, der føler en stærk trang til at håne folk med en religiøs praksis. Enten ved at kalde deres verdensopfattelse forskruet, forkvaklet eller det, der som Rasmus Paludan, der finder en sær tilfredsstillelse ved at brænde Koraner af i al offentlighed og for rullende kameraer.
Ytringsfriheden har vide rammer, det er godt, jeg bakker fuldt op om den, jeg er medlem af Dansk Pen og ved, at ytringsfrihed inkluderer, at også mennesker jeg helst ville lukke munden på, har krav på – og er i deres gode ret til – at sige, hvad de mener.
For mig at se er det dog også med ytringsfrihed, som med alle andre friheder. Det kræver ansvarlighed at forvalte dem. Selvom jeg har lov at gå rundt på gaden og råbe obskøne ord og udtryk, så er det ikke noget, jeg benytter mig af, ganske enkelt fordi jeg ved, at jeg intet opnår udover at forarge og skabe uro. På samme måde med Rasmus Paludan, hans i mine øjne meget barnlige grænsesøgende adfærd tjener ikke andet formål end at vække vrede og harme.
Lige nu er der så en meget betændt diskussion i gang om køn. Oplevet køn, juridisk køn og biologisk køn. Forleden blev en parterapeut, der var anklaget for ærekrænkelse, for vedholdende at have omtalt fodboldspilleren Nadia Jakobsen som han /ham, selvom denne lever som transkvinde. Desuden var terapeuten anklaget for at påstå, at Nadia Jakobsens transformation havde til formål at opnå fordele indenfor sin fodboldkarriere ligesom der var delt pornografiske billeder af spilleren.
Sagen faldt delvist ud til terapeutens fordel. Man må gerne kalde en kvinde for han/ham, uanset hvordan denne definerer sig selv. (Men terapeuten blev dømt for krænkende at have sammenkædet Nadia Jakobsens transformation med karrierefremmende motiver.) Jeg er sådan set enig i, at man må kalde såvel en transkvinde for han/ham, sådan som min nabo også må kalde mig for en kælling, uden at blive dømt for det. Men det er ikke det samme, som at det er hverken særlig begavet, hensyntagende eller civiliseret.
Og det leder mig tilbage til den her disciplin, jeg omtalte tidligere. Den, der går ud på, lidt som i standupcomedy bare uden det humoristiske element, at – i bedste fald – drille eller udfordre mennesker med en anden holdning, et andet livssyn, en anden praksis, end en selv, og som i værste fald kun synes at have til formål at såre og/eller ydmyge.
Når en debattør således finder det nødvendigt at beskrive en transkønnet kvinde, som at “vedkommende er født i en biologisk korrekt krop med et skrupforkert sind indeni.”, så er det bestemt indenfor rammerne af, hvad man kan og må sige. Spørgsmålet er bare, om ordvalget er valgt bevidst for at støde eller såre den gruppe, der omtales. Lad mig sige det sådan: Hvis jeg blev mødt med en beskrivelse af mit sind som værende skrupforkert, ville jeg ikke føle mig kaldet til at indgå i en dialog. Og det er det, jeg mener med at bruge sproget som en pistol, et våben, en udøvelse af retorisk magt.
Nu er det let at forfalde til at bruge samme mekanismer til at pege fingre af de, der benytter en sådan retorisk strategi. Sammenligne dem med 5-åriges grænsesøgende adfærd, når denne til en familiefest højlydt proklamerer: JEG SKAL LAVE PØLSER. Det vækker opmærksomhed, forargelse, men tjener ikke stort andet formål en det. Det gør ikke nogen klogere, afføder højest lidt lummer latter. Ligesom beskrivelsen af transkønnethed som at være ” født i en biologisk korrekt krop med et skrupforkert sind indeni,” sikkert også hos nogle får dem til at smile hånligt, ha.
Men det nytter bare ikke rigtig noget. Det gør intet andet end at grave grøfterne dybere. Det er ikke ulovligt, men det er – i mine øjne – højst uhensigtsmæssigt, hvis ikke ligefrem ondskabsfuldt.
Dit indlæg får mig til at tænke på, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes. Visse ytringer har bare større konsekvenser end andre. Jeg vil også tilføje, at når nogle mennesker vil “debattere” ud fra en præmis, der ganske enkelt er dum, så er der ikke andet at gøre end at lade være. I modsat fald har George Bernard Shaw sagt det ret præcist: ‘I learned long ago, never to wrestle with a pig. You get dirty, and besides, the pig likes it.’ Ideer om alligevel at ville gradbøje ytringsfriheden fører hurtigt til forsøg på adfærdskontrol med rigide præmisser, hvor vi bliver bedt om at tale på bestemte måder til hinanden, hvilket bestemt heller ikke er ytringsfrihed. I de situationer, online eller offline, kan personer svine andre personer til ved blot at tale, eller skrive, tilpas “høfligt,” samtidig med at de f.eks. lyver eller får opfundet præmisser, der “skal” tales ud fra. Og hvis man så udviser et vist temperament, hvilket er det, modparten ofte gerne vil have frem, fordi det er en form for trolling, så kan man ende med at blive straffet for blot at være ærlig, imens modparten kan fryde sig over, at de “spiller spillet på den rigtige måde,” så de ikke bliver censureret. Det er der en del eksempler på i “Debatten,” bl.a. helt grelt i et afsnit, hvor Martin Henriksen sviner Jens Philip Yazdani til ved gentagne gange at sætte spørgsmålstegn ved hans “danskhed,” samt opfinde den præmis at “danskhed” er noget særligt godt og fint, og noget man måske slet ikke kan have, hvis man ikke ligner Martin Henriksen mest muligt. Og disse falske præmisser finder man ret ofte, fordi mange mennesker gerne vil lytte og anerkende andre som udgangspunkt, og så bliver man hvirvlet ind i en præmis, man slet ikke er enig i, men som man derefter kun kan forsøge at vikle sig ud af, og på den måde når man aldrig frem til en ægte, fri samtale, men bliver blot til en slags vedhæng i en andens monolog. Det samme kan gøre sig gældende, hvis nogen f.eks. taler (eller missionerer) ud fra en præmis om, at den anden er, eller skal være, kristen, selvom vedkommende måske er polyteist og / eller animist og dermed helt væk fra den tankegang. Jeg mener af samme grund også, at en samtale ikke nødvendigvis kan, eller skal, handle om at mindske afstande imellem nogen. Nogle gange opdager man så store forskelle, at det er umuligt. Og det kan man så både slutte fred med og erkende, frem for at forsøge at mase en eller anden fællesskabspræmis ned over det. Diversitet og forskellighed er godt. Det skaber dynamik. Ytringsfrihed indebærer mange valg og fravalg. At vælge mere stilhed til er også en form for ytringsfrihed. Det vælger jeg tit.