Louise Juhl

Jeg ved ikke, hvorfor det er kommet så sent til mig, men nu er jeg her. Sammen med Luka Holmegaards vidunderlige essay “Look” om at se og om at se ud. Et værk, der handler om tøj, mode, tekstiler. Men også om identitet, om at lade sig omslutte af stof og klæder, bruge tøjet som en rustning mod verden, et skjold. Habittens tilknappede udtryk: Hertil og ikke længere. Men også modsat, at anvende tøjet som en slags invitation. Lade en blomst i knappehullet kalde uden ord: “Kom indenfor.” 
Det, jeg holder af ved bogen, er, at jeg bliver klogere. På tøj og de følelser, de bærer på, de drømme, de giver form til. 
For hovedpersonen selv bliver tøjet, tekstilerne, vævninger, dets fald og folder til en udvej fra de snævre rammer, hverdagen tilbyder. En udvej fra kønnet, som en alt for stram uniform, et enten-eller. Her giver tøjet en mulighed for at udfolde sig selv, lade vandrette og diagonale striber tale sammen, sætte kontrastfarver op mod hinanden, kombinere uld og transparente blonder. 

“På kalkmalerier er folk altid nøgne i Helvede,” skriver Holmegaard.
Tøjet bliver en vej ud af det helvede, et brandtæppe, et værn mod flammerne og fordømmelsens øjne. 

Selv kæmper jeg efter mange år som undervægtig med at rumme mig selv som over-middel-vægtig, med en maverunding, der hælder mod det udflydende og bryster, der er tungere, end de er egentligt kønne. Jeg gør mig umage med at klæde mig på, så det, der er i fokus, er de fortrin, der trods alt også findes. Bære en blå, der fremhæver mine øjnes ditto, gå i kjoler med A-facon, hvis pigede udtryk slører for de tiltagende ansigtsrynker. Jeg kan lide bluser rund hals, fordi min halsgrube er uden den ynde, som en V-hals forlanger, og elsker oversizesweatre, hvis force er det bløde og favnende, jeg selv forsøger (med varierende held) at praktisere i verden. 

For nylig så jeg en kvinde i en spraglet tweeddragt med noget, der mindede om træskostøvler, knælange og med en høj stabil hæl. Jeg kunne ikke få øjnene fra hende, der var noget meget smukt og feminint, en robust ømhed, som jeg virkelig holdt af. Hun forsvandt før jeg nåede at bifalde hendes look, måske godt det samme, men jeg tænker stadig på, hvad tøj kan gøre for et menneske. Hvordan det kan være en hjælp, en ekstra buffer mod verden, et statement. Men også omvendt kan være et stempel, en hullet Kanvasdragt er ikke en fordel, hvis man skal mødes med en bankrådgiver til en snak om forhøjelse af kassekreditten. Jeg kan huske, da jeg for tyve år siden søgte et job som regnskabsmedarbejder ved en socialøkonomisk forening. Jeg kom lidt hurtigt ud ad døren, i de samme sko som jeg et par timer tidligere havde været ude at lufte hunden i. En af de fire om bordet bemærkede det som det første: “Nå, du har stadig traveskoene på?” Det var sagt med påstået jovialitet, men jeg vidste allerede da, at det job aldrig ville blive mit. Det blev det heller ikke, det var nu ikke kun skoenes skyld, og ærlig talt ville jeg næppe have fundet mig til rette i en hverdag fyldt med tal og bundlinjer som væsentligste parameter. 

I Holmegaards bog er der sætninger, jeg kunne flytte ind i. Hele afsnit faktisk, som dette:
“Da jeg fik hofter og lår gik jeg i panik og holdt op med at spise, jeg forsøgte at sulte mig ud af det kvindelige, en uholdbar strategi. Nogle gange kan jeg lykkes med at tænke om brysterne: “Hej I to små, underlige vandmænd.” Jeg øver mig i at optage plads, i bussen, til koncerter, øver mig i ikke altid at krydse benene, armene, dukke mig, krølle mig sammen som en gammel kvittering.”

Hvor Holmegaards utilpashed ved sin krop handler om at føle sig begrænset i et kønsbetinget enten-eller, enten kvinde eller mand, så handler mit besvær om enten at være for meget eller at være for lidt. Men uanset hvad der ligger bag, så er det godt set, at tøjet og al den anden påklædning, vi bærer (makeup, smykker, frisure) har kæmpestor betydning. At jeg – når jeg en sjælden gang imellem klæder mig vildere end jeans og sweater, raser mig ud i en storblomstret farverig pufkjole eller en højrød heldragt i svær kanvas – bliver set på en helt anden måde end ellers. Som mere modig, mere badass. Selvom jeg jo er den samme inde bag ved – eller er jeg? Kan tøjet faktisk give mig en pondus, jeg ellers savner? Kan det, at bære et højglansgult suit, sådan som superseje Lærke Kløvedal gjorde det på forsiden af “Ud og Se,” faktisk ændre på min måde at agere i verden? Gøre mig mere synlig, mindre klassisk-med-slagside-til-det-røvsyge? 
Jeg ved det ikke, men det er da et forsøg værd.