Ensomig #216

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg er ikke bange, heller ikke vred, kun en lille smule ked af, at Bowie stadig er død, og at det ikke ændrer sig, heller ikke imorgen, jeg ved ikke, hvorfor jeg nogen gange får det sådan, hvad andre mennesker stiller op med deres følelser, alting i dag minder mig om space oddity, jeg har fået at vide, at jeg skal handle mig ud af det, når jeg får det sådan, så jeg bukker mig fremover til mine hænder når jorden og mine ben er strakte, sådan står jeg i  fem minutter og venter på, at det går over, at savnet gør eller døden måske, det gør de ikke.
Can you hear me major tom?