Ensomig #549

by Louise Juhl Dalsgaard

Svalerne har bygget rede i den blå port ind til mit hus, og jeg har fået en parkeringsbøde på 795 kroner, fordi jeg holdt ind til siden for at hjælpe en dreng, hvis hånd havde sat sig fast imellem plankerne på en bænk. Et øjeblik overvejer jeg, om jeg skal foreslå fuglene, at vi slår halv skade, haha. Det er bare ikke rigtig sjovt, når man er den eneste, der griner af sin vittighed, vel? Så tak for lort, Q-park, nu må min mor undvære det vedhæng i sølv, jeg havde planlagt at forære hende, fordi. I stedet kan jeg hænge jeres pisgule regning om min egen hals som gældsbevis, når jeg om lidt kører ind til Ivan fra SparNord og beder om et overtræk.