Ensomig #705

by Louise Juhl Dalsgaard

Vi taler om at nyde, give efter. Om hvor svært det er at give sig selv lov til den slags, beskidt vel nærmest. Jeg taler om grådighed, om lysten til at æde en ko. Til at tømme, plyndre alle verdens hjerter, om at VILLE elskes, hele tiden, af alle!
– Det er ækelt, råber jeg, – jeg er!
M ryster på hovedet, ser trist ud. Siger, at jeg ikke må bruge den slags ord om mig selv, klam, ækel, vulgær. At der ikke er noget at sige til, at jeg længes efter omsorg, når jeg taler så grimt til mig selv.
–Spar mig for dit terapeutiske pis, råber jeg, og kaster en pude på gulvet, træder på den:
–Se!
Jeg ved ikke, hvad det er, jeg vil have, han skal se, hvad det er, jeg forsøger at vise.
På anlægget kører Carly Simon You’re so vain: “I had some dreams, they were clouds in my coffee, clouds in my coffee.” M samler puden op fra gulvet, holder den op foran ansigtet, råber noget ind i den. Jeg kan ikke høre hvad, så jeg fjerner puden, og hans ansigt dukker op, et smil.
Han hvisker:
– Du er fin, og det er lige før, jeg tror ham.