Louise Juhl

Min mormor brugte kirken som et helle fra dagligdagen og det dårlige hjerte, der gjorde, at hun tabte pusten ved den mindste anstrengelse, som for eksempel at skrælle kartofler eller at tale i telefon.
Min morfar, derimod, havde ikke fidus til kirkegang og salmer. Jeg tror han følte sig utilpas under de kalkede hvælvinger og prædikeners højstemte patos. Selv talte han kun sjældent og som regel i kommandoer: “Ræk mig lige saven” eller “Stik mig en cigar”. Han var ikke sur eller ubehagelig, han brugte bare sproget, som han brugte penge: Med omhu og tanke på at spare, hvad spares kunne.

På gården holdt de høns og får og dyrkede grønkål, kartofler, mynte og persille. Æbler og bær. De havde på den måde alt, hvad der forlangtes til et veldækket påske bord, indenfor rækkevidde. Blødkogte æg og lammekølle, persillesovs. Frugtsalat med råcreme eller citronfromage pyntet med toppe af flødeskum til dessert.
Det var maden, der adskilte helligdagene fra alle andre dage, langfredag drak vi vand på flaske, ligesom dugen den dag var af stof mod dagligdagens plastikunderlag. Der blev tændt levende lys og hentet tallerkener fra skænken i den fine stue. Porcelæn med Mads Stages gengivelser af agerhøns, fasaner og andet vinget vildt. Det var festligt på en meget stille måde, dagesn højdepunkt var ribsgeleen til lammet og så at min morfar tog en time tidligere fri fra gårdens forpligtelser for at høre Radioens Pigekor synge på TV.

Jeg husker ikke selv at have været med i kirke, men jeg hørte tit om den langhårede præst, der huserede i Sdr. Bjert. Han spillede guitar og skrev salmer:
“Det er påske! Alting springer ud,
alle knopperne er lige ved at briste,
det er livet, der vil leves.”
Min morfar kaldte det hokuspokus-poesi og rystede på hovedet. Men skepsissen holdt kun til min mormor døde, og han brugte præstens skulder til at græde ud ved. I årene efter bød han ham et par gange årligt på et glas Kijafavin, når den langskæggede præst besøgte min morfar, efter sigende under påskud af at skulle se hans have, der flere gange blev præmieret som sognets smukkeste. Efter et par glas af den søde kirsebærdrik åbnede min ellers forsagte morfar op og fortalte om løst og fast. Om mødet med min mormor, hendes utætte hjerte og alle de forbistrede vildkatte, hun påtog sig at fodre, trods min morfars protetster.
Ikke desto mindre fortsatte han med at stille rester ud til de hjemløse dyr efter hendes død. Kattene kunne jo ikke gøre for, at det var min mormor og ikke ham, der døde først, forklarede han.

Skærtorsdag tog vi bussen til Poetszch og Otto Duborg, der, modsat de danske butikker, holdt åbent. Billetten for turen kostede 20 kroner, resten betalte de to supermarkedskæder, der levede godt af letpåvirkelige folk som os, der lod os lokke af løfter om billige dåsesodavanden, niveacreme og 4711 til konkurrencedygtige priser.
Selv havde jeg kun øje for slikhylderne. Strategien var klar: Jo mere, des bedre. Kvaliteten, derimod, var helt underordnet. Jeg købte eucalyptusbolcher i fem-kilosposer og store blokke af chokolade beregnet til madlavning, hårdt og bittert men drøjt i brug. Derhjemme vejede jeg alle indkøbene på min mormors køkkenvægt, måske for at tjekke, at fem tyske kilo svarede til fem danske?

Hun døde i påsken 1983. Min mormor. Til sidst orkede hun ikke at sætte vand ud til kattene, og så vidste min morfar, at det var tid.
Hun blev indlagt på Kolding sygehus og døde få dage efter. Hun havde sørget for alting. Frosset mad ned i portioner til en hel måneds forbrug, så ikke min morfar skulle sulte. Noteret numrene på de salmer, der skulle synges i kirken, på bagsiden af en konvolut.
Jeg tror ikke, man kan komme til Flensborg for en 20’er længere, men hvis du alligevel tager afsted, vil jeg på det kraftigste fraråde at købe fem kilo bolcher med eucalyptussmag. Godt nok er de billige, men de er ikke de få penge værd.