Fjeld og nerver

by Louise Juhl Dalsgaard

Min mors veninde hed Anne, de sås ikke ofte, men når de gjorde, var det alvor. De kendte hinanden fra studietiden, Anne var min mors vejleder, de snakkede godt og havde fælles interesser: Havet, haven, at gå ture og at se. Det var også Anne, der introducerede min mor for min far, begge var singler og Anne syntes det var oplagt, at de derfor fandt sammen. Sådan blev det, faktisk blev næsten alting sådan som Anne ville eller forestillede sig – og mere til. Plantede hun et træ i haven, groede det som var det betalt for det, og hun fik i tilgift både fugle og kogler og et egern. Valgte hun at holde høns, lagde de æg som ingen andre og var – i hvert fald ifølge Anne – både klogere og mere snakkesalige ned andre høns. Om det nu var træerne og hønsene, der blev som Anne ville, eller om det var Anne, der lod sig begejstre af det, hun fik, ved jeg ikke, men hun var sjælden. Hun blev gift, fik børn og blev skilt igen. Gik i stykker, “nervesammenbrud”, kalde de det. Men hun samlede sig igen, og det var som om brikkerne denne gang passede bedre til spillet end før: Hun fandt et stråtækt hus på landet, gik på efterløn og blev frivillig på et psykiatrisk hospital. 
Min mor elskede Anne. Ikke sådan som man elsker sine børn eller sin mand, netop ikke. Hun elskede Anne for at være en anden, noget andet. For at spise, hvad hun havde lyst til, sove længe i weekenden, gå i bare tæer, når hun handlede ind. Ting min mor aldrig ville tillade sig selv at gøre, men Anne gav hende lov og min mor tog imod: Spiste kylingelår med fingrene, sov til klokken ni og grinede så højt, at hun selv blev forskrækket over lyden.

Jeg ved ikke, hvordan det lod sig gøre, men Anne fik min mor med på en rejste til Island. De tog en flyver fra København, købte ind i minibaren undervejs, steg opløftede og halvsnalrede af flyet i Reykjavik. Indlogerede sig hos en privat familie: Kvinden i huset levede af at støbe lertøj og hun talte som et vandfald. Hun havde jo så sjældent besøg, forklarede hun, og Anne og min mor lod hende tale, lyttede i timevis og gik så med mættede ører op på fjeldet. Satte sig dér ved siden af hinanden og holdt mund i flere timer. Kontrasten var slående og smuk, fortalte min mor mig senere, både over- og undervældende, hun og Anne så bittesmå og verden så kæmpestor. Jeg tror aldrig min mor havde oplevet noget lignende. Ikke at det, hun havde derhjemme, ikke var godt, slet ikke. Men at sidde tavs på fjeldet, med Anne ved siden af, var noget helt andet. Eller: min mor var en anden. Dér.