Louise Juhl

Min bror sagde engang til mig, at jeg led af munddiarré. Det er ikke helt forkert, der løber mange ord ud af mig, ikke kun af min mund, men også af mine fingre. Det er som om, jeg har svært ved at være i verden uden at være sammen med nogen om den.
Om tankerne, hændelserne. Magtesløsheden. Taknemmeligheden.
I dag forsøgte jeg at lægge hænderne fra mig, ordene. Jeg fandt et afsnit af ‘Sørine og Livskraften’, gæsten var Kristian Leth, ham med verdens fedeste bandnavn: The William Blakes. Men også med bøgerne – blandt andet ‘En vej ud af tågen’, der handler om hans forhold til sin far, Jørgen. For ikke at nævne det faste radioprogram “Bibelen Leth fortalt’, hvor Leth med sin makker, Lauge, kritisk gennemgår det gamle og nye Testamente. Sammenligner apostlenes forskellige udlægninger og sætter datidens fortællinger ind i en nutidig kontekst. 

Af en eller anden grund, har jeg altid haft en vis skepsis overfor KL. En skepsis, der nok handler mere om mig end om ham. Måske er det bare det faktum, at han er søn af en kendt, der har tændt mine advarselslamper. Som om nogen kan gøre for, hvad de kommer af, bærer med sig. Med tiden har jeg – for det meste af vanvare – alligevel lyttet til hans program om bibelen, og som aktivt tvivlende, er jeg blevet stadig mere begejstret for hans nysgerrige og pivåbne tilgang til Bibelen, tekste(n)/(erne). Det er både sjovt og vildt, når Kristian Leth bevæger sig rundt i historien om Jesus. Den anden dag kunne han berette om teorier, der peger i retning af, at Jesus skulle have været en tur omkring et sydamerikansk buddhistisk tempel for at lade sig inspirere af munkenes næstekærlige og tilgivende tilgang til menneskelivet. En mildest talt luftig anekdote, men ikke desto mindre et interessant blik på kristendommen og et fint udgangspunkt for at se ligheder snarere end forskelle religioner imellem. 

Nå, nu løber fingrene igen af med mig. 
Tilbage til Sørine og Livskraften, hvor gæsten altid præsenteres for en fordom. For Leths vedkommende lyder Gotfredsens fordom: “Du er en mand, der føler dig for klog til at tro på Gud.”
Jeg synes, det er en fed fordom. Og Leth genkender da også selv hendes skepsis, for sandt er det, at viden – modsat tro – er forbundet med kløgt. Med hjernens arbejde, beviser, empiri, research. Et robust blik på verden. I modsætning hertil er troen jo mere bundet i kroppen, i sansninger, intuition, førviden. Nogen vil sige – i “føleri”. 
At vedkende sig en tro, er derfor forbundet med en erkendelse af, at der er ting, man ikke ved. Måske endda så godt som intet, når det kommer til de store spørgsmål: liv og død, fylde og frihed. Og ikke at vide er vel det samme som at sige, man er dum. Eller – sådan kan det i hvert fald nemt udlægges. 
Jeg er vokset op med en far, der mildest talt ikke havde meget til overs for kristendommen. Han mente, at det var nogenlunde lige så dumt at tro på Jesus, som at tro på julemanden. Han sagde ligefrem, at den slags burde være forbeholdt børn og svagt begavede mennesker. 
Min mor troede – måske? – men talte ikke højt om sin tro, hun ville jo nødig fremstå som svagt begavet. Jeg hørte hende aldrig sige, at hun troede på Gud, men jeg så hende gå i kirke et par gange om måneden. Ligesom jeg så hende lukke øjnene og tage imod præstens velsignelse. 

Jeg føler mig fanget et sted midt imellem. Mellem viden og tro. Min forstand nægter mig at tilbede nogen eller noget: Verdens tilstand taget i betragtning synes den slags oftere at føre til død og ødelæggelse end til kærlighed og liv. 
På samme tid tiltaler meget af særligt Det Nye Testamentes tankegods mig. Jeg husker at læse lignelsen om arbejderne i vingården og forstå, at jeg skulle lære at udvise storsind og unde også de, der havde ydet mindre end mig, det samme i løn. Jeg fik jo ikke mindre end lovet, det var bare de andre, der fik mere. 
Særligt husker jeg dog, da en præst vendte det hele på hovedet og konfronterede mig med muligheden af, at det var MIG, der var den sidst ankomne arbejder. At det mig, der var afhængig af nogle andres nåde, fordi JEG var kommet for sent og havde hjælp behov. 
Og det er vel der, troen kan have sin berettigelse. Der, hvor selv den mest kløgtige kommer til kort, fordi vi behøver andres nåde. Om det behov og den tro så skal vendes mod en gud eller mod medmennesket, det er et spørgsmål, jeg til stadighed kæmper med.
Måske udelukker de to ting ikke hinanden? 

Jeg genkender Kristian Leths tøven, når Sørine Gotfredsen spørger til, om han er for klog til at tro. For hvad vil det sige at være klog? Og hvad er gud for en størrelse: Er det en gråskægget og gammel patriark eller snarere en universel kraft. Sorte huller og stjernestøv. Jeg respekterer ham for hans stadig interesse i at forsøge at forstå det uforståelige. At han holder sig åben for muligheden af noget, der ikke kan erfares med hjernen, men kun med hjertet.
Selv talte jeg engang med en præst om mit problem med at tro. På en gud i hvert fald. Min hjerne tillader mig simpelthen ikke at give slip på mentalitetens tyranni, jeg er for meget min fars datter til at tro, at Jesus er andet og mere end børn og fulde folk forundt.
Præsten var dog ikke spor bekymret på mine vegne: “Det er ikke så vigtigt, om du tror på gud,” sagde han med smittende overbevisning: “Jeg er sikker på, at han tror på dig, uanset hvad.”

Det lever jeg stadigt højt på. Dét håb. At jeg er rummet af en eller anden, selvom jeg ikke selv kan rumme denne anden, dette andet.