Louise Juhl

Det er de mærkeligste ting, der kan vække noget til live. Forleden gik jeg tur med min hund og kom undervejs forbi to huse, der var forbundet med en tørresnor. Altså af den helt gamle slags, en slags nylonsnøre trukket mellem to metalkroge. På snoren hang et forklæde sat fast med træklemmer, ét i hver af de øverste hjørner. Og hvad der lignede et par pyjamasbukser, loddent stribet stof med elastiktalje.

Jeg ved ikke om det var snoren, tøjet eller det, at de to huse var forbunde, der vækkede mine følelser. Men jeg måtte snappe efter vejret og synke en klump, for det var præcis sådan min farmors hus var forbundet til naboens. Med en tørresnor og vist nok en aftale om fordeling af dage. Min farmor tørrede trusser og bh’er hver tirsdag, om fredagen var det sengetøj, karklude og viskestykker og søndag alt det andet. Mandag, onsdag og lørdag var snorene naboens domæne, og det var tydeligt for enhver, at han gik knap så meget op i renlighed, som min farmor. Han var enkemand og kørte i kørestol, ind imellem fik jeg lov at betjene apparatet, enten som passager med mine egne arme som drivkraft, andre gange skubbede jeg Johansen, som han hed. Eller måske hed han Jochumsen, det husker jeg ikke præcis, kun, at det var spændende, at han kørte i kørestol, og at jeg fandt det helt ubegribeligt, at han ikke kunne bevæge sine ben, med mindre han tog hænderne til hjælp: Løftede det venstre lår, lagde det over det højre. 

Han skrev et brev og hængte det på snoren en torsdag. Jeg ved ikke hvordan, han lykkedes med det, men alle bemærkede det håndskrevne brev i vinden. Ikke mindst fordi han så sjældent benyttede sig af sin ret til at hænge ting til tørre. Det var svært at læse, hvad der stod, selv hvis jeg strakte mig på tæer, hang brevet så højt, at jeg kun kunne tyde nogle få brokker. Mirakel, vibe-rede, gebis og Normanngran var nogle af de ord, jeg fik fat i, før min farmor greb mig i armen og hviskede noget om privatlivets fred og upassende opførsel.

Lige siden har tørresnore fyldt mig med en blanding af eventyr og skam. Og så duften af min farmors parfume, en 4711, hun købte i Flensburg på den anden side af grænsen.
Jochumsen kom på plejehjem og de nye ejere ville ikke have en krog i deres murværk, og min farmor måtte hænge sit tøj til tørre på et stativ, hun slog ud på terrassen. Det var ikke det samme, sagde hun, som at lufte det fra en snor. Det var noget med manglende gennemtræk og højde, men også med forbindelsen mellem huse. At man havde mere til fælles, når man delte undertøj og breve, end når man ikke gjorde.
Og det kan der være noget om, jeg husker i hvert fald stadig de få brokker, jeg nåede at tyde. Gebis og Nordmannsgran. Mirakler, nok især.