Fordi sådan får det lov at være

by Louise Juhl Dalsgaard

Min far vil, at vi tager i sommerhus.
– Vi tager afsted så snart vi har fri på fredag, proklamerer han, det er ikke et spørgsmål

Min mor trækker vejr ind som for at sige noget.
Hun ved, at fredag er en hård dag. At hun er udkørt efter en hel uges arbejde, at den hovedpine, hun har skubbet foran sig siden mandag morgen, vil hænge faretruende lavt og true med at folde sig ud. Hun ved, hvad det kræver at tage afsted, tre børn, to voksne: Tøj, tandbørster, sengetøj, håndklæder, viskestykker. Hun ved, at køleskabet først skal gennemgås for let fordærvelige madvarer og at resten skal pakkes ned, gryn, brød, pålæg, kartofler, te, mælk. Bananer til pludselig opstået sult, søde kiks til gåturene, hurtig energi til små trætte kroppe. Regntøj i tilfælde af regn, vindtætte jakker i tilfælde blæst. Og så videre.

Men hun når ikke at sige noget, før min far rækker ud efter tekanden, afbryder hendes tankerække. Han har svært ved at nå og rækker i stedet koppen frem mod min mor. Han behøver ikke at spørge, hun fylder den op, spørger: Mælk?
Han nikker.
Hun stiller kanden fra sig igen, sætter en tehætte over, prøver forsigtigt:
-Jeg vil nu foretrække, at vi venter til lørdag morgen.
Hun fumler med osten, skærer de voksede kanter af med en lille kniv. Hun ved, at det ikke nytter, det ses af hendes uro, hændernes.
-Nej, vi kan lige så godt komme afsted fredag, svarer min far. Han er ikke vred, bare bestemt og helt uden antydning af åbning eller forståelse. Han taler med den selvfølgelighed, der kommer af altid at få ret, altid at få sin vilje.
Fordi sådan er det, sådan har det altid været.
Fordi det får lov at være sådan. 

Fordi min mor ikke svarer: Nej!
Ikke siger: Jamen så tag du afsted. Hun beder ikke min far om at vaske sengetøjet, handle ind, pakke ned til fem: Tøj, mad, legesager, håndsæbe, solcreme, indesko, den yngstes elskede og svært uundværlige yndlingsbamse (ved han, at den findes?). Hun beder ham ikke sikre husfreden eller om at trøste, hvis skoven bliver for stor eller nattemørket for tæt.
Hun ser bare på ham med et blik, der både kan ligne en tryglen og en trussel.
Og min far, han ser på sin kop, puster på teen, tager en slurk: Ahhh.