Louise Juhl

Nogen gange falder hun ind i sig selv eller nej, nogen gange falder hun ud af verden. Så står hun bare og står, det kan være ved en fodgængerovergang, og selvom lyset skifter fra rød til grøn, bliver hun stående, mens alle andre går og sådan kan det fortsætte rød, grøn gul rød grøn gul også Alma et sted midt imellem. Alle haster videre, ingen lader sig mærke med den mærkelige dame, sådan er det med dem, der falder udenfor, de falder og falder mens verden står. Alma står også, selvom hun falder, hun holder sig oprejst og stolt, vil ikke være til besvær, det værste hun ved er at være i vejen, folk, der spørger: er du ok. Og Alma svarer – Ja hvad skulle jeg ellers være og svinger sin taske over skulderen med en voldsomhed, der virker næsten komisk, og folk bliver stødte, de trækker sig tilbage,– jamen undskyld så da, mumler de og dét, der før lød af omsorg, er nu forvandlet til foragt: – Hav en god dag?

En god dag. For Alma er det en dag uden alt for mange overvejelser, uden den konstante strøm af bebrejdelser, burde hun ikke trække gardinerne fra, spise mere varieret, se mindre TV, købe sig en cykel, plante blomster i altankasserne, mene noget om alt det, der sker. Men hun tror ikke længere på det, hun tror ikke på at det nytter at cykle, at mene, at fodre fuglene, de dør jo alligevel på et tidspunkt, det samme gør hun selv. Det er den slags tanker, hun ikke kan slippe, tanker om brødkrummer, dødsangst, og så ringer telefonen gudhjælpemig, midt i det hele: – HALLO?, det er fra telefonselskabet, de har et tilbud til hende, fri tale i 40 lande for kun 119 kroner om måneden? Hun svarer, – men jeg har jo ikke nogen at tale med? og fyren i den anden ende bliver stille, undskylder, det er han ked af at høre, så er det måske ikke så aktuelt og Alma råber, måske i vrede, måske i afmagt: 
– Nej, det ved gud, det ikke er.