Louise Juhl

Byen var en af den slags, man kører igennem og senere føler en vis lettelse ved at at have lagt bag sig. Forhaver fulde af rustne cykler, kasseret tagpap, et algegrønt kun halvt oppustet havebassin. Skilte med tilbud: “Til salg: Levende fiskeagn”. “Værelse med egen indgang udlejes”. “Keramiske effekter og guld – kig ind”. Husene bar præg af slid, gardiner hang skævt, et halvt afrevet nedløbsrør skæmmede en ellers mondæn villa, hvis tidligere hvidkalkede mure nu havde taget farve af vind og vejr, og lyste sært grågrøn fra bag en uklippet hæk. En ejerløs hund med korte ben og svær krop strejfede omkring, snusede og lettede ben. Vrangstrup stod der på et skilt ved bygrænsen og lidt længere henne var opført en slags kunstværk, et kæmpe voliere fyldt med dele fra giner, en underarm, et ansigt uden træk. En barm, en fod, og ovenover et banner med tekst: “På gensyn”.

Hvorfor jeg vendte tilbage, ved jeg ikke, måske var det den strejfende hund, jeg havde i tankerne, et ønske om at komme den til undsætning. Måske var det nysgerrighed, hvem boede der bag den høje hæk, hvad gemte der sig bag ordene “keramiske effekter og guld”?
Jeg stillede bilen på en vigeplads lige indenfor byskiltet, sikrede mig at den var låst. Den første jeg mødte var en kvinde med kunstigt hår, en høj, guldfarvet paryk, henover brystet stod, hvad jeg formodede var hendes navn: Veronika. Hun smilede, men ikke til mig, nej, hun så lige igennem mig, om på den anden side, og jeg vendte mig rundt for at se, hvem eller hvad, det var, der fik hende til at smile. Det eneste, jeg kunne få øje på, var benzinstationen, den lysende reklame: “Brændstof til bilen, er brændstof til livet”. Jeg nikkede, til kvinden eller til mig selv, og fortsatte videre ad den lange lige gennemfartsvej. Og der kom hunden, en krydsning af cirka alt, for lille til at være lille, og for stor til at være stor. Jeg rakte ud for at ae dyret over ryggen, men den undveg, ikke skræmt, mere som var hånd og hund to modsatrettede poler, der aldrig ville kunne mødes. Jeg satte mig på knæ og kaldte, kom, kom, næsten tryglende. Og hunden så på mig og jeg så på den, og det var det.
I et lyskryds ikke langt derfra gik to børn over gaden. Hånd i hånd. Den ene lavede gadedrengehop, op og ned i en glad bevægelse, den anden haltede efter, slæbte på det højre ben, en sej og slidsom gang. Deres silhoutter mod solen, som et sirligt papirklip, et Andersensk eventyr om ret og vrang, lys og mørke. Held i uheld.

Bilen var væk, da jeg nåede tilbage. Der var ingen spor efter dæk eller fodtrin, kun byskiltet, Vrangstrup, uden tegn på overstregning eller anden hærværk. Heller ikke menneske-voliéret var at se nogen steder. Ingen amputerede torsoer, ingen fritsvævende underben. Bare marker og fugle på himlen, en stillestående rovfugl på jagt efter bytte. Og så dér, skyerne allerbagerst, som en lang række dias blæst op på en skærm: Min barndoms hund, Halfdan. Festerne uden gæster. En ensomhed på størrelse med en by.