Gentagelsens sentimentalitet

by Louise Juhl Dalsgaard

Før jeg fortæller videre, før jeg fortaber mig i beskrivelser, minder, tanker og forestillinger om min mor. Om tingene, hun gjorde, og måden, hun gjorde dem på, som senere blev måden, jeg gjorde ting på, fordi det var sådan, ting skulle gøres, eller i hvert fald sådan, jeg troede, at ting skulle gøres, genlæser jeg Sheila Hetis ord:

Det er som den fortælling, min kusine fortalte mig, når jeg besøgte hende til Shabbat – den om pigen, der lavede kylling, sådan som hendes mor altid havde lavet den, som var den samme måde, hendes mor før hende, havde gjort det; ved altid at snøre kyllingens ben sammen.
Da pigen spurgte sin mor, hvorfor hun bandt kyllingens ben, sådan som hun gjorde, svarede moren: Det var sådan min mor gjorde. Da pigen spurgte sin mormor, hvorfor hun gjorde det sådan, svarede mormoren: Sådan gjorde min mor. Da pigen endelig spurgte sin oldemor, hvorfor det var nødvendigt at snøre kyllingens ben, svarede den gamle kvinde: Det var den eneste måde, jeg kunne få plads til den i gryden. 
(Sheila Heti ”Motherhood” – min ufuldstændig oversættelse)