Louise Juhl

Da jeg var syg gik jeg af og til i kirke. Ikke fordi jeg troede på Gud, men fordi der var fred og ro. Her var der ingen, der spurgte, hvorfor jeg kom, hvad jeg ville. Selv mine egen skam og skyld holdt et øjeblik kæft, de ellers konstante anklager: – hvad fanden render du egentlig rundt og laver? Synes du selv det er smart at sulte sig, at suge anerkendelse for sine lidelser?
Nogen gange tændte jeg et lys, tænkte på min morfar, der, da jeg ringede, og fortalte ham, at jeg var blevet syg, svarede: – Kom hjem. Det er de københavnere, de er ikke rigtig kloge.
Jeg gjorde, som han sagde, flyttede tilbage til Jylland. Tre måneder senere døde han, det var ikke hans skyld, alligevel følte jeg mig svigtet.

I mange år var julen for mig et mareridt, en konstant påmindelse om, hvor rart og hyggeligt alle andre havde de. Med adventskrans og fælles konfektbagning, Christmas carrolls og kalendergaver. Jeg forsøgte virkelig. Købte pyntegran og tørrrede skiver af æble i ovnen, spiste en kvart ring, men fortrød og måtte løbe tyve kilometer. Ud forbi Annebergvejens svømmehal, lystbådehavnen, videre ud, væk. Og så tilbage igen. Til lejligheden og de nøgne grangrene. Æbleringene måtte jeg smide ud, jeg var simpelthen bange for min egen sult. Juleaften bad jeg til den gud, jeg ikke troede på. Om ikke han ville gøre mig rask. Kun for sekundet efter fat frotryde. For julen handlede jo om at gøre ANDRE godt, ikke om at ville sit eget bedste. – Fyforfanden, jeg stak mig selv en lussing, og bad så forfra . Om tilgivelse for egoisme tog i fitness og stod tre timer på en stairmaster som ens lags bod

Juleaften medbragte jeg min egen mad, en rødkålssalat af – nåja snittet rødkål og lidt æbleeddike. Spiste det med en langsommelighed, der gav min mor tårer i øjnene og fik min brors pis i kog. – Du kunne også vælge ta tage hensyn til os andre, hvæsede han og hældte brun sovs over min salat, og så var julefreden forbi. Jeg skreg af ham: Du er en satan, han svarede: Lige over.
Vi havde vel begge to ret.

Det jeg tænker er, det er svært med glæden. At lige så vidunderlig, den kan være, lige så tungt et åg kan den føles, for den, der ikke har del i den. Glæden må aldrig blive et påbud, et krav, det er okay at sørge, at skumme af vrede, at melde sig ud. Køre med bus langt væk. Ud til til kysten , for eksempel, og skrige med mågerne.
Det gjorde jeg selv året efter. Det var ok. Koldt som ind i helvede, men også smukt, skumringen fik hav og himmel til at gå i ét. Månen hang helt alene og lignede noget, nogen havde glemt.
– Så er vi to, hviskede jeg.