Louise Juhl

Den sommer klippede min far forsythiabusken helt i bund. Æbletræet blev fældet for at skabe mere lys til bunddækket. Jeg forstod ikke, hvordan det kunne være nødvendigt at slå en ting ihjel, for at en anden skulle vokse og gro. Min far forklarede mig, at der var planter, der voksede som ukrudt, bredte sig og kvalte alt. Han sagde det med et stemme, der ikke var til at tage fejl af. Det vilde og voksende var ikke bare i vejen. Det var farligt og skulle bekæmpes. Under anden verdenskrig havde de japanske soldater tvunget krigsfanger til at æde hurtigtvoksende bambusskud, sagde han. I løbet af få dage spirede de små skud, gennembrød mavesæk og tarme, en langsom og smertefuld død. Det er sådan, det er, forklarede han, hvis ikke du holder det lort nede, så ødelægger det alt omkring sig.

Jeg søgte et job som pædagogmedhjælper i en skolefritidsordning ikke så langt fra, hvor jeg boede. I tre måneder strøg jeg perlplader og brændte små figurer i cenit. Jeg sørgede for, at Lasse ikke fik mad med gluten, han var svært allergisk og bare et øjebliks uopmærksomhed kunne koste ham livet. Jeg så på, mens børnene legede den-der-først-siger-fra-har-tabt, det handlede om at håne og mobbe så grelt og grusomt, som det nu lod sig gøre, før nogen brød sammen eller begyndte at slå. Jeg foreslog lederen at gribe ind, fortælle børnene, at bare fordi verden var til at lukke op og skide i, så behøvede de jo ikke at være det. Men hun mente, at det var bedre at lade børnene selv komme til den erkendelse, vente på, at én fra gruppen trak en streg i sandet. Sagde stop. Det var sådan, de lærte bedst: Ved selv at løse problemerne, tage ansvar.
Det skete aldrig. 

Månederne havde næsten lige mange dage, men hvor september fløj afsted, var oktober lang og mørk, jeg faldt på cyklen og måtte til observation for hjernerystelse. Lægen bad mig holde mig i ro, fjorten dage på langs, jeg skulle undgå høje lyde, stress, mange mennesker, alt for stærkt lys. Sådan nåede jeg november. Liggende i min seng med en sovemaske for øjnene og en høj pude under nakken. hele tiden så jeg for mig, hvordan børnene pegede fingre, fandt hinandens ømme punkter. Et glasøje, et kalvet knæ. Fregner på knæet. En mor uden hår, de kaldte hende for gribben. 

I december vendte jeg tilbage på jobbet, men kun til en besked om, at de ikke længere havde brug for min hjælp. To af børnene var skiftet til en anden fritidsordning, det fremgik ikke hvorfor. Den ene var Lasse, ham der ikke tålte gluten. Derhjemme var haven gået i dvale, buskene havde smidt både blomster og blade, kun den hårdføre kristtjørn stod stadig og struttede i grøn. 
Survival of the fittest, the thorniest.