Guds blinde øje

by Louise Juhl Dalsgaard

Du står i døren: ”Jeg er ved at blive et barn igen”, siger du.

Og fortæller om hænderne der krymper og bliver porøse, som efter et langt karbad, hvor huden går i opløsning.

Dine øjne ved mere, end du siger. Dine øjne kender til en sandhed, der er ikke er virkelig, men er din og din alene, og derfor så forfærdeligt skræmmende. Så ubærligt ensom. Så uvirkeligt virkelig. ”Jeg kan se de vokser baglæns,- hænderne”, siger du. Ser ned, mens du taler, som skammer du dig over dine ord.

Du fortæller om dig selv som barn, om et Dengang hvor krop og hoved hørte sammen, hvor alting stemte overens og Du var Dig. Din længsel er tydelig. Det samme er din afmagt. Og jeg ville ønske, at jeg kunne tage dine hænder og føre dig tilbage til karbad og uvidenhed og sammenhæng. Ville ønske, at jeg kunne fjerne tvivlen og skammen, lade dine hænder gå i opløsning og vokse baglæns med dig.

Men du står i døren som et fortabt barn med ord, der ikke hænger sammen og en krop der for længst er blevet voksen. Og jeg kan ikke opløse hverken virkelighed eller afmagt, men alene se til hvordan du forsvinder. Opløses. Som dine hænder.

Jeg er ved at blive barn igen”, siger du.

Uden vi bliver som børn…. ??