Halvhed

by Louise Juhl Dalsgaard

Et par gange om året blev der inviteret gæster til middag. Rollerne var altid de samme. Der var en, rder åbte højt og en anden, der tog til genmæle. Konerne forsøgte et sted imellem at mægle, værtinden lo nervøst. Der blev der serveret vand af karafler og ved hver tallerken lå der flere sæt bestik, et til hver af retterne. Store og små gafler, knive med skær og knive uden, spiseskeer og røreskeer. Forretten bestod som regel af fisk, herefter fulgte en rosastegt steg der, det var ikke uden vis højtidelig, der blev skåret for ved bordet. Glassene blev fyldt op, kinder begyndte at blusse, snakken tog til. Kartoffelkur, fodnotepolitik og en kommunal bestikkelsessag kom på bordet ved siden af de tømte tallerkener. Den kolde krig, BZ’erne og Karensdag. Vi børn hørte sjældent efter, forstod ikke betydningen af de mange ord og diskussionermne, de affødte, morede os over de voksnes tiltagende beruselse, udnyttede øjeblikket og spiste syv skamløse stykker steg, lavede himmelvendte øjne, fordi vi kunne. Når vi nåede desserten, var de politiske diskussioner som regel afløst af mere nærliggende emner. Hvordan naboen skulle lykkes med at fælde en gamme birk, for eksempel. eller der blev gættet på, hvor længe det nygifte par, der netop havde købt hus længere ned ad vejen, ville holde. De mest pessimistiske gav dem kun to år, andre fem, ni, men der var ingen, der troede på løftet fra kirken: ’til døden os skiller.’ 

Det med skilsmisser hørte stadig til undtagelsen, de fleste forblev sammen hele livet. Børnene var, så længe de boede hjemme, det kit, der bandt ægteskabet sammen, senere var det tomheden efter dem, man stod sammen om at holde på afstand. Der blev løst krydsord i fællesskab, lagt nye fliser i carporten og nye gardiner hængt op i de nu forladte børneværelser. De blev indrettet med hæve-sænkebord og stol og brugt som hobbyrum, syning, træsnit, papirklip. En fælles passion for tidlige kirkekunst blev måske fundet frem, og arrangeret rejser til irske klosterruiner, Tallaght, Clondalkin og Finglas. Kærligheden forblev til en vis grad intakt, antog nye former, nyt indhold.
Vi hørte første gang om det på film, Kramer vs Kramer, deleordning og et barn i klemme. Men langsomt kom de også til syne i vores egne rækker. En nær veninde flyttede i en to og et halvt værelses lejlighed, og vi undrede os i det stille over, hvordan et halvt værelse mon så ud. Hver anden weekend tog hun toget til sin far, to timer, hver gang vendte hun tilbage uden lyst til at fortælle. Men sorgen var ikke til at tage fejl af, den fulgte hende overalt. En slidt bamse, der havde mistet begge øjne og det ene ben, rejste med hende i toget, fra den ene virkelighed til den anden, endda længe efter, at hun var vokset fra den slags.