Heldet følger de tossede

by Louise Juhl Dalsgaard

En anden fortælling hun blev ved at vende tilbage til handlede om, hvordan hun og jeg havde været på på tur til Rold Skov. “Bare os to – en rigtig tøsetur.” Vi havde været på jagt efter folk og røvere. Og træet med hul i, som dronning Ingrid var kravlet igennem som barn.
Vi havde madpakker med: hjemmebagte boller med Havarti-ost og radiser fra haven. Små brikker med juice. Vi lå på knæ og ledte efter firkløver, jeg fandt to, min mor lo: “ha ha, heldet følger de tossede.”      

På vej tilbage mod bilen var vi gået en anden vej. “Vi er jo på eventyr”, forsikrede min mor mig, og gik så hen ad en en meget lille sti, som måske slet ikke var en sti, i hvert fald endte den blindt. Min mor klemte min hånd, smilede og pegede på nogle fugle højt oppe over os: “Friheden er flyvsk”.    
Jeg var blevet træt og plagede om mere saft, flere boller og at nogen skulle komme og bære mig. Men der var ikke flere boller og heller ikke mere saft, og min mor blev stille. Hun vendte sig rundt: Når hun genfortalte historien, viste hun hver gang hvordan. Først den ene og så den anden vej rundt. “Jeg ledte efter verdenshjørnerne.” Imens løb jeg omkring hendes ben, og blev ved med at gentage det samme bare på forskellige måder. “Jeg er ikke bange.” “Jeg er overhovedet ikke bange.” “Du er heller ikke bange, vel mor?”
Til sidst havde hun svaret: “Nej, min skat, jeg er ikke bange, jeg er aldrig bange.”

Når hun fortalte historien her mange år efter, havde jeg altid svært ved at greje, om hun syntes, den var sjov eller om den modsat fyldte hende med tristhed. Hun lo altid undervejs, men sluttede så af med et suk og: “ja, ja.”