Louise Juhl

Jeg tænker af og til på, hvad det mon egentlig betyder, når folk taler om, at nogen er “født under en heldig stjerne”. Om det så betyder, at de aldrig får huller i tænderne eller måske snarere, at de, hvis de får huller, har råd og adgang til at få lavet dem ved en tandlæge.

Min morfar havde svær gigt, når det var støvregn, var det særlig slemt, så måtte han måtte bande uafbrudt for ligesom at holde smerterne på afstand. Han havde også svært ved at høre og fik et apparat, der skulle hjælpe ham med at skelne kattens mjaven fra telefonens kald. Det kom aldrig rigtig til at fungere og til sidst holdt folk helt op med at ringe. Så fik han et sår på benet, ikke noget af betydning, min morfar var vant til dét, der var værre. Der gik koldbrand i skidtet, og til sidst var der ikke andet for end at amputere benet fra knæet og nedefter. Et hårdt slag for en mand, for hvem arbejdet var hans liv, så han designede en bærbar stol i træ, der kunne indstilles efter behov. Til en skammel, når han skulle luge bedet, til en høj stol, når der var et møbel, der skulle repareres eller et bordben, der skulle drejes.
Men så døde min mormor, og pludselig blev smerterne uudholdelige, hørelsen helt umulig. Der gik betændelse i benstumpen og den specialdesignede stol faldt fra hinanden. Han var vel, hvad man vil kalde “født under en heldig stjerne”, robust og modstandsdygtig. Han evnede altid at forvandle modgang til medvind, gigt til befriende eder, dårlig hørelse til fred. Et amputeret ben til design af en multistol. Men selv heldige stjerner brænder ud, min mormor kunne ikke erstattes, ikke overvindes med sgu og fanden, ikke fikses med et høreapparat.
Min morfar døde lige før sin 91-års fødselsdag, han havde været heldig hele sit liv, nu var der ikke nogen grund længere, sagde han. Jeg ved ikke, hvad han mente med det, måske at held kun har værdi, hvis man har noget at bruge det til, nogen at bruge det på.

Jeg har mange huller i tænderne – det er en senfølge af min anoreksi. Af de mange år, hvor jeg levede af næsten ingenting og derfor måtte hjælpe min spytproduktion i gang med skiver af citron, hvis syre ætsede emaljen på mine tænder. Det er ikke stjernernes skyld, heller ikke citronernes. Alligevel føler jeg mig ok heldig. Godt nok har jeg et udfordrende tandsæt og mine knæ ligner lort, til gengæld har jeg nogen at bruge tiden med, bruge tiden på:
Min mand, min hund, mine elskede venner.
Det er værd at fejre, det er fredagen vel egentlig også, hurra.