Louise Juhl

En kvinde, jeg kender, tegnede i går en pige på et stykke papir. Eller det var vel egentlig bare en trekant, der skulle gøre det ud for en pige, en kjole hvorfra der stak to ben, to arme. Øverst en cirkel som hoved. Tegningen fik mig til at græde. Her er det måske nødvendigt at tilføje: Jeg græder ellers uhyre sjældent. Jeg har ofte trang, mærker et pres fra bag øjnene, men det bliver ved det. Gråden vil ikke slippe, den sidder fast et sted indeni, bag ved, under, eller hvor nu gråden gemmer sig, når ikke den flyder.

Jeg kan huske en episode, jeg har vel været ni år, i hvert fald var jeg bevidst om, hvornår noget var rigtigt eller forkert. Jeg kunne læse det i de voksnes ansigter, den milde foragt, hvis jeg uden egentlig at ville det, kom til at sige noget upassende. “Jeg er ked af det”, for eksempel, der tilsyneladende virkede som en forstyrrelse af den eller velfungerende orden. Ked af have?, blev jeg spurgt, og når jeg ikke kunne svare, fik jeg at vide, at det kunne man altså ikke. Være ked – uden at være ked af “noget”. Det samme gjaldt det at være bange, “det nytter ikke noget”, fik jeg at vide, og så stod jeg der med min aldeles unyttige angst, der kun voksede af at blive diskvalificeret.
Men den her dag, i en niårigs krop, græd jeg altså, vist nok fordi min nabos hund, Bonzo, var død. Bonzo var en Airedale terrier, stor af sin slags, dens hoved nåede mig til midt på brystet. Jeg var, som jeg husker det, egentlig lidt bange for Bonzo. Ikke fordi han var truende, men fordi han ind imellem blev så voldsom i sin leg, at han af bare begejstring hoppede op og slikkede mig i ansigtet, så jeg faldt bagover og slog mit hoved mod ting, en kommode, en ramme med Monet-motiv, der faldt ned og gik i stykker mod en kommode. Alligevel græd jeg den dag, jeg hørte om dyrets endeligt, og så var det, at jeg fik at vide, at det ikke kunne nytte. Min flæben ville næppe vække hunden til live, blev jeg fortalt, og så stå da fanden at tude højlydt, at man knap kunne høre radioavisen med sidste nyt om situationen i et land, hvis navn, jeg ikke engang kunne udtale.

Efter den dag græd jeg kun, hvis der ikke var nogen i nærheden, og selv da, slog jeg hver gang mig selv i hovedet med, hvor dumt og tøset og selvmedlidende en handling det var, at give efter. For flæb og følelser, hvad fanden skulle det hjælpe? Havde man måske nogensinde hørt om nogen, der var blevet klogere af at tude? Stærkere, mere levedygtige?
Lige sådan lærte jeg at pakke angsten væk, pynte mig med smil og affærdigende snak: “Mig? Åh jeg er ikke værd at beskæftige sig med, jeg er bare fuld af føøølelser”, vrængede jeg ad mig selv og med tiden blev jeg så god til at udstille mig selv, at jeg fandt tanken om min egen gråd og angst latterlig. Loulou smertesvælger, kaldte jeg gerne mig selv. Eller Gurli grædekone, ha, ha.
Og da jeg på en spejderlejr fik tjansen med at tømme toiletter, erklærede jeg hånligt og højlydt: – Det er sgu da bedre end at jeg går rundt og tømmer mit eget indre lort.

Man lærer at føje sig, bøje sig.

Måske var det derfor, jeg ikke kunne lade være med at græde i dag. Det her pindede monstrum på papiret, der skulle gøre det ud for en pige. Det var mig. En trekant, en stang. En nyttig idiot, der i årtier lærte at pege fingre ad sig selv, for at undgå smerten ved at andre skulle gøre det samme. “Det kan ikke nytte noget”, blev til “jeg kan ikke nytte noget”. Jeg kan ikke betale sig. Mine følelser er kun til besvær. Latterlige og uproduktive.
Det er oppe i tiden at smykke sig med stoisk ro, at hæve sig over pøbelens patos, tale i termer af påstået fornuft. Og jeg får lyst til at råbe, som barnet i “Kejserens nye klæder”: De har jo ikke noget tøj på. De råber for at overdøve deres egen udsathed, for at dække over den nøgne hud dér, lige under den selverklærede stoicisme. Som en nyslået konfirmand pakket ind i et alt for stort jakkesæt – hokus pokus – så blev man voksen. Tag slippet af ham og se, hvor han længes efter at bygge huler, klatre i træer. Men alt det kvæler man bag et slips. Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet.
Følelser er ikke en sygdom. Vi er født med dem, de har en funktion. Det er ikke for sjov, at barnet græder, det er et kald, et kald på mad, på varme, tryghed. Uden gråden risikerer det at dø. Når vi skriger af smerte, er det for at få hjælp. Til at stoppe blødningen, sorgen. Man kan dø af ensomhed, det er empirisk bevist. Levealderen for svært isolerede mennesker er tæt på et årti lavere end for gennemsnittet.
Jeg hørte engang et barn spørge sin mor, “går det nogensinde over?” Hun havde grædt et kvarter, ulykkelig over en venindes svigt. Og moren svarede: “Den slags slipper du nok ikke for, det bliver ved, så længe du lever. Men det er bedre at være ked af det, end slet ikke at være.”
Og det er jo rigtigt nok.

Jeg tror forresten, jeg skriver og spørger kvinden fra i går, om jeg må få hendes tegning. Ikke af nogen grund, men bare fordi.