Louise Juhl

Vi mennesker er afhængige af hinanden. Fra det øjeblik, vi undslipper livmoderen, søger vi andre. Spejler deres mimik. Vi pludrer og bliver mødt i vore pludren, søger øjenkontakt og finder hjem i en mors bekræftende blik, en fars.
I børnehaven lærer vi, at vi kommer længst med at spørge om lov. Jeg husker tydeligt, at jeg rev en skovl fra en anden og blev skubbet omkuld “MIN!” lød det fra den dreng, hvis redskab jeg uretmæssigt havde tilranet mig. Og pædagogen satte sig på hug og forklarede, at hvis der var noget, man svajede eller gerne ville have, så måtte man spørge om lov. Og jeg spurgte – lettere modvilligt – “Må jeg låne din skovl?” og drengen, der for kort siden havde råbt ad mig, rakte mig skovlen: “Hér.”

Jeg ved ikke, om vores afhængighed bliver mindre med tiden. Vi har selvsagt ikke længere brug for at spejle en mimik, vi udvikler vores egen, og når vi møder en andens blik er det ikke et hjem, vi finder, men bare et øjebliks samhørighed. Jeg husker tydeligt, hvor svært det var at indse, at den veninde, jeg som barn og helt ung havde været i et næsten symbiotisk forhold til, nu fik andre venner, kærester og tog på ferie uden at sende postkort hjem. Vi var jo stadig venner, det var bare noget andet, noget mindre tæt. Og jeg savnede det nære, men vidste også, at det at blive voksen handlede om, at klare sig selv, og det gjorde jeg så. Jeg klarede mig, fik Danmarks næsthøjeste eksamensgennemsnit, klippede hækken mod betaling og læste Eric Fromms “At have eller at være” og besluttede, at jeg ville være. Desværre vidste jeg ikke hvad, jeg ville være, hvori min væren skulle bestå, og så fandt jeg på at tabe mig, jeg aflagde mig min krop, nu skulle jeg være ren ånd, og i guder hvor var det dumt, men altså meget selvstændigt. Og det var jo dét, der her med at blive voksen gik ud på.

Jeg tænker stadig meget på det med afhængighed. At det er et fy-ord, at vi endelig ikke må stå i gæld til nogen, at vores frihed kommer før alt andet. Så hvorfor er det, at jeg længes efter noget andet. Hvorfor vil jeg gerne være nødvendig for nogen, for noget, hvorfor vil jeg nødig være så fri, at jeg bliver min egen eneste nødvendighed. Da jeg fik min hund, var det en lykke at have nogen at synge for, ae, fodre, gå tur med. Læne sig op ad, vågne op ved siden af. Og lige sådan en gave at se ham logre, når jeg kom hjem, følge mig rundt i huset, som jeg engang havde fulgt min mors blik for at søge hjælp, anerkendelse, læring. Er det forkert, ækelt, er jeg forkert, når jeg nogen gange længes lidt efter den nærhed, der engang betød, at jeg vidste hvad min veninde tænkte og følte, hvilken tandbørste hun brugte, størrelsen på hendes sko, som ikke var den samme for gummistøvler og hjemmesko? Er det umodent at ønske sig relationer, hvor det at have brug for hinandens hjælp, hinandens opbakning, ikke ses som en fejl, men som en forudsætning for det at være menneske.

Min mor skriver stadig SMS’er om, at jeg skal huske en paraply, hvis der i vejrudsigten varsles regn. Jeg griner ad det, jeg er fyldt halvtreds og er nogenlunde selvkørende udi regntøj og andre foranstaltninger mod at blive våd. Alligevel elsker jeg, at hun tænker på mig og stadig føler sig, hvis ikke ligefrem ansvarlig for så i hvert fald, forpligtet på at varsko sin datter om vejrliget. Og jeg frygter den dag, hun ikke er her til at sende sine hilsner, for hvem skal jeg så grine ad, svare med en hjerte-emoji: “Jeg elsker også dig ❤️”
Afhængighed er ofte noget vi bekæmper. Puha, vi skal jo være selvstændige, frie væsener, men ind imellem føles friheden som et jeg-fængsel, og jeg vil så gerne være andet og mere end bare mig selv, i hvert fald vil jeg nødig være mig selv NOK. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig skriver sådan, hvem jeg skriver til. Nu skriver jeg det her – og så går jeg en tur med hunden.