Louise Juhl

Jeg kan ikke huske, hvornår det begyndte, men jeg har næppe været meget mere end elleve år, da jeg første gang lærte betydningen af min væren i verden. Måske var det i en fysiktime eller også var det min far, der viste det, en dag jeg truede med at gå hjemmefra.
– Hvis du vil vide, hvor stor et hul du efterlader dig i verden, hvis du forsvinder, sagde han, – så stik en finger i et glas vand og træk den op og se, hvor stort et hul du efterlader.
Svaret var selvfølgelig: Intet, ikke så meget som en mikrocentimeter, var der at se i glasset dér, hvor mine finger havde været.
Jeg ved ikke, om det var ment som en trussel eller en trøst.

Det var i tiden efter, at jeg begyndte at lægge mærke til dem. Til hullerne, altså, deres betydning. Jeg fandt ud af, at det ikke bare var strengene i en ketcher, der afgjorde, hvor god den var, men også størrelsen på hullerne imellem de opspændte strenge. Lige sådan med de hulkort, min far printede ud og som udgjorde en slags identifikation af deltagerne i det motionsløb, han var med til at arrangere. Hvert hul var en del af en kode, hullerne og deres placering udgjorde tilsammen en profil: Jan Grummel, 39 år, startnummer 44. Og da jeg som 15-årig skulle lære at spille temaet til The Deer Hunter (John Williams: Cavatina) fik jeg at vide af min lærer, at det væsentligste ikke var noderne, men pauserne jeg holdt imellem dem.

Jeg forsøgte mig med selv at udgøre et hul, en pause. I flere uger sagde jeg ikke et ord, når jeg blev spurgt trak jeg på skulderen eller rystede på hovedet, skrev sedler med beskeder til mine klassekammerater “Må jeg låne din vinkelmåler?” og gjorde mig umage for at påtage mig opgaver, hvor håndens arbejde var vigtigere end mundens. Jeg satte stole på plads efter timen og hentede halm til min kanin hos en landmand, jeg vidste, satte pris på tavshed. Jeg gjorde mig særligt umage med de skriftlige afleveringer, skrev sætninger med skiftevis rød og blå kuglepen og rammede siderne ind med blomsterranker.
Til sidst blev mine tomme talebobler for meget for mine omgivelser, jeg blev sendt til en skolepsykolog, der konkluderede, at jeg ikke virkede forpint, og at min tavshed nok snarere var at forstå som et til- end et fravalg.

Senere holdt jeg op med at spise, måske for at blive lige så tynd som den finger, nogen engang bad mig stikke i et glas vand for at vise, hvor lidt jeg betød. Det mærkelige er, at jo mindre jeg blev, desto større voksede lægernes bekymring. Der syntes på en måde at eksistere en slags omvendt proportionalitet imellem, hvor lidt jeg fyldte, og hvor meget det ”lidt” betød.
Måske kan man kalde det hullets magi:
Jo mindre, man siger, des tydeligere bliver det, man ikke siger. Jo flere huller, man laver i et stykke papir, des væsentligere bliver det for papiret, at holde sammen på dem.