Louise Juhl

I dag havde vi gæster i hytten i skoven. Til tapas og softice, hvilket i nogles ører måske lyder som en umage kombination, men som varmt kan anbefales.
Undervejs mellem hovedret og dessert faldt snakken på de målestokke, der tages i anvendelse til at vurdere værdien af dette og hint i vores samfund. Emnet udsprang af en af gæsternes ansættelse som rådgiver for et universitet. Det vil sige, at hun hjælper dekaner og fakulteter med at afgøre: Hvilke indsatser giver hvilket udbytte og hvor gør vi derfor bedst i at satse fremadrettet? Problemet er, at de parametre, der bruges til at måle udbyttet er regneark og økonomiske tal. Alt opgøres altså efter, hvad det giver i økonomisk fortjeneste. De kan være i form af færdiguddannede, hvis efterfølgende ansættelser medvirker til en anslået øgning i BNP, eller det kan være i forskningsområder, der politisk og industrielt efterspørges, og derfor ofte tildeles midler fra enten stat eller fonde. Det er fint, det er godt, at der forskes i områder, der kan medvirke til øget økonomisk og industriel vækst, bestemt. Men problemet er, hvordan det stiller de for ethvert udviklet samfunds helt essentielle humanistiske og samfundsfaglige viden.

Hvad ville Danmark være uden H.C. Andersen og Inger Christensen. uden Carl Th. Dreyer. Uden Georg Brandes og Anne Marie Helger. Uden Fuzzy, CV Jørgensen, Guldimund. Uden Cirkeline og Snøvsen, Kaj og Andrea. Ja, vi ville muligvis være et nogenlunde lige så økonomisk velstående land, som for nuværende, men vi ville med garanti være det uden noget at bruge velstanden til. For hvad pokker skal jeg med overskud på bankkontoen, hvis det eneste, jeg kan investere pengene i er aktier, obligationer eller endnu en brødrister, foruden de sekshundredeogenogtyve andre køkkenmaskiner, jeg allerede har stående uvirksomme på mine køkkenhylder. Hvad skal jeg bruge min ferie på, hvis ikke der er museer at besøge. Hvad skal jeg læse for mine børn, når de skal sove, hvis der ikke er nogen bøger at læse af? Hvad skal jeg synge for dem og hvorfor, hvis det eneste de skal bruge deres nattesøvn på er at samle kræfter til at tjene (endnu flere) penge.
Hvorfor er det så prekært, sådan som Emma Holten forsøger det i bogen Underskud, at tale om andre værdier og andre målestokke end dem, der opgøres i økonomisk valuta. Hvad er det, der er så umuligt i at tænke et lands velstand i andet og mere end penge. Hvordan kan det være, at vi i en verden, hvor vi kan sende raketter og velsagtens også snart mennesker til Mars, ikke kan forestille os andre parametre, andre opgørelsesformer end dem, der kan sætte i tabeller og kolonner, der matcher et excellark? Er vi virkelig så fantasiløse, at vi ikke evner (ikke tør og ikke magter) at tænke udvikling som andet end bare økonomisk opsving, men også menneskelig trivsel, kunstnerisk opblomstring, menneskelig omsorg, solidaritet.

Forrige uge faciliterede jeg et forløb for seks talenfulde skrivende fra Danmark og England. Undervejs lavede de en række øvelser, heriblandt at høre 42 forskellige oversættelser af de tre første linjer i Dantes “Den guddommelige komedie”. 42 så godt som enslydende – og dog vidt forskelige – måder at gengive de samme linjer på. Er det ikke spild af tid, kan man spørge? Hvad i alverden skal det tjene af formål? Hvilke fremtidige ansættelser kan det føre det til for de medvirkende? hvordan skal den slags praksis på nogen måde styrke Danmarks konkurrenceevne i fremtiden?
Personligt er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de to timer vi brugte på det, er mindst lige så – hvis ikke mere givtige – end en hel måneds undervisning statistik på en højere læreranstalt. De unge lærer at lytte, at forstå selv små nuancer. de lærer, hvor uhyre afgørende det er, at sætte sig ind i et andet menneskes tanker, for at kunne forstå dette menneskes intentioner. Det er – ikke mindst i tider som nu – måske den allervigtigste kompetence at mestre. At lytte. At forholde sig kritisk til de oversættelser (sproglige, kulturelle, politiske) vi hele tiden præsenteres for. At forsøge at forstå – også mere nd bare budskabet, men måden budskabet præsenteres og leveres.
Halleluja for humaniora. Og halleluja for den slags valuta, der ikke direkte kan aflæses af aktiekurser eller betalingsbalance, men som i sidste ende er det, der afgør vores fremtid.