Hvad nu, lille du
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg taler om det med Bjørn. Om rastløsheden, hvad og hvorfor og hvornår og hvad nu. Som en myg, en sommernats evige summen, hvor er det hende, det skide insekt, hvad vil det mig.
Jeg har flere bøger på vej og har netop afsluttet endnu en roman. Sidder nu med to tomme hænder og ved ikke, hvad jeg skal bruge dem til. Hvis jeg klapper hunden mere end tilfældet allerede er, risikerer den at få skaldede pletter af omsorg. Ænderne ved søen må ikke længere fodres. Fuglene finder selv vej, helt uden min hjælp. Nu går jeg rundt og skælder ud på mig selv: Hvad ligner det at savne noget, når du nu har så godt som alt?
I går læste jeg en artikel i magasinet ATLAS, den handlede om ubehaget ved at holde fri. Være til men uden at være til nytte. Slikke sol og spise is, soppe i to timer, man kunne have brugt på at læse et klogt essay om kvindefængsler i USA eller på at plante vilde blomster i bede, fodre en bi. Der er så meget skam forbundet ved at nyde, sådan er vi opdraget, til at yde. Ikke bare på jobbet, men i verden, gøre en forskel, være til glæde og gavn. Særligt det sidste, til gavn. Det kan være svært at leve op til, jeg ved ikke, hvem jeg gavner eller med hvad: Min redaktør, mine elever, min hund? Jo måske, men hele tiden ligger der denne her frygt for, at andre kunne gøre det bedre, kærligere, klogere, mere generøst. Og dermed også den evige ånde i nakken: Hurtigere, højere, bedre, videre, videre, videre. Du skal præstere, Louise, vise dit værd. Skrive en bog, der gør en forskel. Men så melder spørgsmålene: For hvem – og hvordan måle den forskel, på en kropslig eller mental skala?
Hvordan måler man vægten af et digt, en sætning som denne “Jeg vil være en lille grøn mand/ i en drøm der aldrig ender”? For ikke at nævne alle de andre parametre: At være den bedste partner, den bedste ven, den mindst forurenende borger, den hyppigste biblioteksgæst, den mindst mutte gæst ved festen.
Den bog, jeg lige har afsluttet handler om Laura. Hun har mistet sit job og Jan, hendes mand, har forladt hende. Nu vil alle, lægen, kommunen, naboerne, vennerne, vide: Hvad nu?
Sådan har jeg det også, hvad nu, lille du? Hvis jeg skriver flere bøger, kaster verden op, hvis jeg elsker mine venner højere, får de åndenød, hvis jeg køber en båd, vil den synke under vægten af alle de følelser, jeg bærer med ombord. Det er helt umuligt at gøre noget, men endnu værre ingen ting at gøre.
Og så er det, at jeg slår ud efter myggen i sommernatten, den irriterende lille satan, klasker den med flad hånd, SLAM.
Og først for sent opdager, at myggen er mig.
