Louise Juhl

Medierne er i frit fald, de lefler for masserne, Tv- sendefladen er tandløs og populistisk, radioen præget af gentagelser. Værterne er joviale og uden bid, sådan hører jeg hele tiden, jeg er ikke sikker på, at jeg er enig. Eller: det handler nok om, hvor man retter sin opmærksomhed hen, tag nu for eksempel Supertanker på P1, som jeg lyttede til et vistnok gammelt afsnit af til morgen. Temaet var intuition og resonans, i studiet var to vidende eksperter, en erhvervspsykolog og en lektor fra AAU, og selvom samtalen tydeligt nok bar præg af en akademisk diskurs, var det ikke fimset, ikke svært, ikke tilsigtet abstrakt. Tværtimod. Intuition, hvad er det egentlig, spurgte vært Carsten Ortmann: Kan det måles, vejes. Findes det overhovedet – andet end som et udtryk vi bruger, når vi træffer beslutninger udenom de strengt logiske love?
Ja svarede erhvervspsykologen, intuition findes, det er faktisk en slags før-logik, en sorteringsmekanisme, der gør, at ikke alle mulighederne står åbne, hver gang vi skal træffe et valg. Kører du i bil og finder pludselig dig selv foran en stejl klippe, vil du (forhåbentlig) uden overvejelse vende bilen, det er jo sund fornuft, alternativet er at køre ud over klippen og slå dig selv ihjel. Men den sidste mulighed præsenteres de fleste mennesker slet ikke for, den har deres intuition allerede sørget for at frasortere. På den måde er intuition hverken noget med røgelse, blodritualer, stjernetegn eller auralæsning, men en sans, vi alle ville være ilde stedt foruden. Det er også intuition, vi bruger, når vi træder ind i et rum og “læser” det: Hvad er det her for en forsamling, hvilet “sprog” tales der, hvilke værdier er man samlet om? Vi kender det alle, følelsen af at være en elefant i en glasbutik, fejlplaceret, akavet, pinlig.

Grunden til at intuition som begreb er omgivet af så massiv skepsis er nok, at det misbruges. Især til at ignorere fællesskabets rammer, insistere på sit eget uden hensyntagen til omgivelserne: “Min intuition siger mig, at jeg godt må afbryde, for jeg har noget vigtigt på hjerte” – det uanset, at andre måske har siddet med fingeren i vejret i ti minutter. Og her er det, at resonans spiller ind. For resonans handler om samspil, om at lytte og finde den tone, der fuldender en treklang for eksempel. Vi kender der fra jazzmusikkens improvisation, hvordan musikerne ikke bare spiller, hvad de personligt “føler” for, men hvad musikken kalder på. Og det er i skæringspunktet mellem de to begreber, fællesskabets magi opstår. Det handler ikke kun om at lytte til sin egen mavefornemmelse, men til rummets. Men lige sådan vil du aldrig kunne skabe en musikalsk samklang, hvis ikke den enkelte musikere får mulighed for at udtrykke sig selv også.

Vi kan ikke måle og veje alt, men det er ikke det samme som at de ting, der undslår sig det målelige, ikke findes. Det er ikke mere hokuspokus, end at vi alle har oplevet det. De øjeblikke, hvor alt spiller sammen, rum, tid, sted, krop. Jeg oplevede det engang i Musikhuset i Aarhus, Anthony and the Johnsons gav koncert, jeg kendte dem knap, havde fået billetten foræret af min kæreste, der senere blev min mand. Jeg husker, hvordan Anohni åbnede munde og sang, den store krop med de flaksende bevægelser i kontrast til den spinkle men kraftfulde stemme. Mørket i salen, min elskede ved siden af. Og så brød jeg sammen. Simpelthen, hulkede så højt, at jeg måtte forlade rummet, for ikke at ødelægge oplevelsen for de andre. Gråden kom simpelthen et sted indefra, jeg aldrig tidligere havde været i berøring med, Anohnis stemme satte noget i svingninger, der i den grad kaldte på en reaktion i mig. Det var det, jeg vil kalde resonans, en skjult intuition i mig, vakt af en andens stemme.

Det, jeg vil sige er. Så længe, der findes programmer som Supertanker, klog, kærlig, nysgerrig og modig radio, der tør tale om viden – også der, hvor den ikke kan måles og vejes, så er jeg fortrøstningsfuld på mediernes vegne. Tak Carsten, tak P1, det er public service når det er allerbedst!