Louise Juhl

Jeg er meget mod min vilje født skeptisk. Alt, der ikke har en oplagt forklaring eller kan bevises empirisk møder jeg med paraderne oppe. Jeg har aldrig troet på julemanden og har altid vidst, at tandfeen slet ikke fandtes, men bare var en undskyldning for at score en tyvekrone fra de voksne. Jeg har altid haft en svaghed for Jesus, ikke fordi jeg som sådan troede på, at han sad på en sky et sted på himlen over mig, men fordi jeg faktisk synes, at han virkede som en fed fyr, jeg godt kunne tænke mig at møde i virkeligheden. Min far, der kan være ret kynisk når det kommer til at aflive drømme og fantasier, slog dog hurtigt bunden ud af mine religiøse tilbøjeligheder. Han mente, jeg med lige så stort udbytte kunne blive venner med et egern eller et tusindben, hvis jeg savnede nogen at betro mig til. Og så blev det sådan, jeg opgav at bede til gud og bad i stedet til mariehønen: Marie, Marie Marolle, Flyv op til Vorherre og bed om godt vejr. 

Jeg er i samme ånd opdraget til at forholde mig kritisk til terapeuter, psykologer og psykiatere. Min far mente, at den slags i virkeligheden var mennesker, der søgte et svar på deres egne problemer ved at løse andres tilsvarende. Det mest effektive svar på tristhed og smerte var handling, mente han, og det er næppe tilfældigt, at det var et citat af Dronning Margrethe, der hang på opslagstavlen i køkkenet: “Jeg er glad, fordi jeg VIL være glad.”
Fake it till you make it.

Så når jeg læser Lone Frank tordne mod psykisk selvmonitorering og det, hun og andre med slet skjult foragt kalder “diagnosesamfundet”, så er jeg langt hen ad vejen på samme bølgelængde. Også jeg har lært, at man sjældent får det bedre af at sætte sig hen i et hjørne og have ondt af sig selv, men tværtimod vil have gavn af at koncentrere sig om noget andet end sin egen smerte. I mange år løb jeg hver dag. Ti kilometer, tolv, for at slippe for den enorme afmagt, jeg oplevede indeni. Det fjernede ikke magtesløsheden, men jeg blev så fysisk udmattet, at jeg ikke havde kræfter til at mærke den, og det kan man jo også kalde en løsning.
Når det er sagt: Det er jo mildest talt fortvivlende at opleve, hvordan eksempelvis svært syge mennesker søger hjælp i alternative og udokumenterede behandlingsformer, fordi det er bedre at gøre NOGET end slet intet at gøre. Også selvom det næppe er sandt, når en cypriotisk læge påstår, at han ved at banke med to fingre på panden og “tune ind” på ondets rod, kan få det til at forsvinde. Han skal bare lige have 80.000 kroner for at gøre det. Slev har jeg kastet penge efter både irisanalyse, aura-massage, kinesiske urter, aroniasaft og kinesiologi. Jeg vil ikke sige, at alle pengene var spildte, bestemt ikke, men de afhjalp ikke mit problem.

Alligevel efterlader Lone Franks kategoriske og ofte pænt hånlige afvisning af alt, der ikke kan måles og vejes, mig med en lidt fad fornemmelse. For nok er skepsis godt, men det kan også blive en hæmsko. Forskning beror jo på nysgerrighed. På at undersøge det endnu ikke beviste. Vi taler jo stadig om “sorte huller” i universet, vel vidende, at det ikke er sorte huller, men en kraft, et felt, vi endnu ikke forstår. Skal vi så bare afvise det som hokuspokus? Hvad med kroniske smerter – er de indbildte, al den stund vi ikke kan måle dem? Er det virkelig så simpelt? Er det ikke netop videnskabens opgave hele tiden at udvide horisonten for, hvad det vil sige at være menneske, hvilke kræfter, der er i spil, hvilke sammenhænge? Jeg ved godt, det er provokerende, og at mange vil korse sig (pun intended) ved tanken om at stille sig åben overfor alt for nye tanker.
Jeg har selv oplevet ting, jeg ikke tror på.
I midthalvfemserne deltog jeg i et 5-juniarrangement på Amager, jeg var alvorligt syg og hundefrøs til trods for, at det var en lun dag. Jeg sad på med et tæppe omkring mig og slog kuskeslag og var ved at tude af træthed, da en kendt sangerinde tilbød mig at give mig varmen. Først blev jeg forskrækket, hvad mente hun med det, men hun virkede oprigtig og rolig og lagde sine hænder på mit hoved, lidt efter på skuldrene, og selvom det ikke kan passe, så passer det:
Jeg fik varmen, kuldegysninger forvandlede sig til svedperler, jeg ligefrem kogte. Jeg ved stadig ikke, hvad der skete, om der overhovedet skete “noget” i Lone Franks terminologi. Men jeg fik varmen, og det var sådan alt, jeg behøver at vide.
Mange år senere skulle jeg opereres, jeg var hunderæd for anæstesien, hvad om jeg aldrig ville vågne af bedøvelsen. Jeg græd ved tanken om ikke igen at se min hund, min mand, min mor, Bjørn, Vesterhavet, nåleskovene. En sygeplejerske bemærkede min fortvivlelse og tilbød at stikke nåle i min hånd. Nåle? spurgte jeg mildt bebrejdende. Hvad fanden skulle nåle hjælpe på min angst og fortvivlelse. Men hun fik lov, intet kunne alligevel være værre end status quo. Hun placerede omkring ti nåle i min venstre hånd og forlod lokalet. Og jeg faldt øjeblikkeligt til ro. No kidding. Ingen gråd, ingen angst. Lad mig lige slå fast: Jeg tror ikke på, at nåle kan kurere angst. Men jeg kan konstatere, at det gjorde det i dette specifikke tilfælde.

Jeg har læst Lone Franks fremragende bog “Mit smukke genom”. Jeg ved, at hun er klog og vidende og velformuleret. Jeg ved også, at hun bevidst bruger provokation og mild sarkasme som et redskab til at formidle sine holdninger. Det sidste finder jeg ind imellem – hvis ikke usmageligt, så i hvert tilfælde- uhensigtsmæssigt.
Jeg tror ikke på ret meget, mindst af alt mig selv. Men jeg tror, at åbenhed overfor verden og dens uforklarligheder er en grundsten i al videnskabelig forskning. At vi gør os selv en tjeneste ved ikke at rygmarvsreagere med afvisning på alt, vi (endnu) ikke forstår. Bare fordi julemanden er fup, kan vi ikke dermed afvise, at der findes andet liv end vores i universet. Vel?