Louise Juhl

Jeg begyndte at gå til foto, det var i sjette. Underviseren hed Jens og havde skæg og store hænder. Det kostede 200 kroner, men jeg fik lov at være med gratis mod at holde øje med tiden og tømme karrene med fremkaldervæske, når undervisningen var slut. 
Det første billede, jeg tog, var af en fuld måne: “Ja den er fin og rund,” roste Jens, ”men næste gang svil jeg gerne, at du har har noget med, der er vind og skævt.” I en hel uge gik rundt med mit kamera om halsen overalt, hele tiden på jagt efter et motiv. Jeg fandt et læhegn med stærk slagside, men endte med i stedet at tage et billede af min mor, der stod bøjet over køkkenvasken derhjemme. Jens hang de to fotos op ved siden af hinanden. Månen til venstre og min mor til højre. Så talte vi lidt om hele og halve måner og glas, vinkler og køkkenarmaturer. Jens foretrak den slags, hvor den kolde og varme hane var adskilt, selv var jeg mest til dem, hvor det var den samme hane, man brugte til begge. Så fik jeg besked på at tage et billede af en hane, og jeg gjorde, som Jens bad om, og han hang det op ved siden af de to andre. Sammen fandt vi på en historie om en nedtrykt kvinde fanget mellem hverdag og drøm, hun var født i Vægtens tegn, og til sin fyrreårs fødselsdag fik hun en spray med olie til sin cykel. Jens mente, det var den sørgeligste historie, han nogensinde havde hørt, og til gangen efter tog jeg et billede med af fagot. Jens ville vide, hvad det skulle hjælpe? Jeg svarede: ”Det er da bedre end et foto af en kædespray.”