Louise Juhl

Jeg fandt ret tidligt ud af, at der var grænser for rummeligheden. At jeg “bare skulle være mig selv”, men dog ikke mere mig selv, end at det kunne passe ind. I skolen, derhjemme, hos veninderne. Eller sammen med den kæreste, der sagde, han holdt af min ærlighed men kun så længe, den begrænsede sig til fredag aften og dermed kunne fungere som en slags optakt til mere. Mere krop, flere åbninger. Hans hænder overalt, først her, så der. Hans mund mod min, som lukkede han min kæft med sine læber
– Jeg passer på dig.
Jeg lærte at tæmme den, åbenheden altså, ærligheden. At docere den, så den kunne rummes, ikke for meget, ikke for lidt. Kun tale, når jeg blev spurgt, kun le, når andre lo.
Alt det, man gemmer væk. I en kiste eller i et kælderrum. Under et mølædt plaid, bag en falmet kommode. Lad mig sige det sådan her: Jordslået sorg stinker. Det samme gør hengemt panik. Vrede pakket ind i VitaWrap.
Selv ord gror mug, når de lever i mørke:
Vanvidne. Tyssetrang. Flæbeabe.
Og så kom angsten. For rummet. Kælderen. At nogen skulle grave det frem fra under jorden. Se, hvilken morgenstund, nej: Se hvilken møgkælling. Alle de følelser, alt det lort. Jeg var sikker på, at man kunne lugte det. At min ånde stank af frygt. Så jeg lukkede munden, smilet blev en lynlås:
“Hej hej, jeg er helt helt stille. Kan du høre hvor meget kæft, jeg holder?”

…