Louise Juhl

Hun har altid gjort det, samlet kløver og klistret dem på papir, store collager i nuancer af grøn. Der er noget rart ved at gå sådan, bøjet fremover og med blik for intet andet end de små vækster. Engang fandt hun en kløver med fem blade, hun var ved at revne af stolthed, skyndte sig ned på værtshuset for at dele sin glæde, sit held. En FEMkløver, råbte hun og rakte sin hånd op, spredte fingrene.

Men så rejste Laus sig for at købe endnu en øl og på vej tilbage til bordet slog han ud med hånden i hendes retning:
– Hvor dum er du egentlig, Alma, sagde han, – Ved du ikke, at fire blade betyder held, mens fem betyder ulykke. Han så på hende med noget, der mindede om medlidenhed, og hun skyndte sig at tømme sin flaske, gå.

Derhjemme kunne hun ikke lade være med at undre sig. Var det vet virkelig var rigtigt, hvad Laus påstod, han sagde jo så meget. Og hun tænkte på underboens dreng, Jost, der var født med Downs syndrom, en glad og sjov dreng. Og hvordan underboen havde forklaret om hans udfordringer: At det ikke var en sygdom men en genetisk tilstand, et ekstra kromosom. Måske var det det samme med kløverne, måske var det femte blad et ekstra kromosom.
Og Alma mærkede en lettelse, Laus vidste jo ikke, hvad han talte om, og hun var endt med at tørre femkløveren imellem to sider i en tyk bog, og senere satte hun den ramme, hun placerede midt på spisebordet. Ha, lo hun, uden at vide af hvad, men det var også lige meget. Det føltes jo godt.