Louise Juhl

Min ekskæreste havde en vane med at give mig gaver, når han ville opnå noget. En gang kom han hjem med et udstoppet egern, dyrets små poter fastfrosset i en dødsstiv klamren om en nød. Det mindede mig om noget, mig selv måske, som jeg altid tog imod, hvad han kom med, tak, tak, det er alt for meget.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med den udstoppede gnaver, uanset hvor jeg stillede virkede det forkert. I vindueskarmen fik den karakter af et kejtet trofæ, på spisebordet virkede den sært vulgær, alt for levende og så alligevel: Alt for død.
Jeg endte med at stille den på en høj hylde på badeværelset, men det viste sig, at pelsen ikke kunne tåle fugten, der gik mug i halen, siden ørerne. Min kæreste beskyldte mig for vanrøgt, og da jeg protesterede og sagde, at man vel ikke kunne vanrøgte noget, der i forvejen var så mishandlet som et dræbt og udstoppet dyr, beskyldte han mig for at være utaknemmelig. Hvad fanden lignede det at takke ham, hans kærlighedsgave, med sådan en gang mundlort.

Det udstoppede egern blev sat ud til storskrald men forsvandt, før renovationsfolkene nåede frem. Min ekskæreste tilgav mig min sløsede omgang med hans kærlighedsgave: “Du vidste jo ikke bedre,” sagde han og kyssede mig. Først på munden, så på halsen, brysterne, længere ned. Han fik, hvad han ville have, dagen efter forærede han mig et brilleetui og en billet til et ørnereservat i Bindslev. Rovfugleshow og fodring med levende dyr, lokkede han. Senere overnattede vi i det fri, han vækkede mig midt på natten, han havde slået en vandrotte ihjel med en spade, viste han mig stolt.
– Værsågod.
– Tak.
Det åbenlyse svar var at gå. Jeg blev.
Vi flyttede til et rækkehus med verdens måske mindste have, to indhegnede kvadratmeter, så sad vi der og så op på himlen og fuglene, og jeg drømte om at flyve væk, han om at ramme dem rent, paf! En måge, en due, en solsort. Vi kunne åbne et zoologisk museum for udstoppede dyr, foreslog han, vist nok i sjov, og jeg grinede, ha. Og han tog min hånd og så på mig med en pludselig alvor:
– Jeg jo kunne blive kustode, sagde han, – så ville jeg da endelig gøre lidt gavn.