Louise Juhl

Ti! – og du skal høres.
I en tid med flere meninger, end der er noget at mene noget om, er intet i så høj valuta, som stilhed. Hvornår har du sidst lyttet til trækronernes brusen? Suset i radiatorrørene? Undret dig over en mislyd ved vindueshængslet, cykelpedalen, din elskedes hjerte?
Ti for fanden. Du har ikke noget at sige, verden ikke har hørt tusinde gange før, hvadenten det nu handler om længsel uden retning eller om den sære glæde ved at vide, at det er de sindige væsner, der klarer sig længst: elefanter, skilpadder, krokodiller. Dem med klodsede skjold og tyk hud.
Hej, hej dig i overhalingsbanen. Vi ses om lidt, når skildpadden lunter forbi dit bilvrag.

Ti og du skal se: At størst af alt er hverken håbet, troen eller kærligheden. Men evnen til at holde kæft. At bie, som det hedder på gammelt dansk, som ifølge ODS betyder: “taalmodigt at forholde sig uvirksom.” Allerede her er to begreber i spil, der er så langt fra vores virkelighed at vi knap fatter, hvad det vil sige. At forholde sig tålmodigt, afventende. Eller at turde det uvirksomme, at vente uden at vide på hvad. At lytte for at lytte, at leve for at leve. Og for at se: En forsinket humlebi og en kirkegårdskrage, der pynter sig med lånte fjer. Det største mod er ikke længere at stå op for sin sag, kalde en spade for en spade, men at trække vejret, lægge en hånd på sin modstanders bryst, sige: ”Jeg kender den banken, den minder om min egen.”
Mere forskellige er vi ikke, mere unik er vores mening, vores vrede, vores ellers så geniale formuleringer heller ikke. En syvplettet mariehøne, der spreder vingerne, letter med en ynde, der slår de sceniske finesser fra alverdens actionfilm tilsammen. Just saying.

Jeg er ikke nogen mariehøne, hverken yndefuld eller sindig. Jeg taler for meget, mener for meget, føler for meget. Deler for meget. Sådan er mit lod, jeg tænker, mens jeg taler eller rettere, jeg taler for at kunne høre mine egne tanker. Jeg kender mig selv gennem skriften. Det er sikkert ikke hensigtsmæssigt, men det er der jo så meget, der ikke er. Kunstige negle er dårlige for miljøet. Nedfaldsæbler tiltrækker rotter. Vindmøller skygger for solen.
For meget og for lidt. For ti og for tale. For pokker og fordi.
Er der nogen, der vil holde min kæft?