Livet er mærkeligt, det er døden også

by Louise Juhl Dalsgaard

Sines mor får kræft i april. Vi sidder udenfor Jensens bøfhus, det er fredag, jeg har bestilt frokostbøf og fri softice til dessert. Er i gang med min tredje portion, da Sine siger:
“Min mor har forresten kræft.”
Jeg roder lidt med skeen i den bløde is, fanger en grøn Smarties.
“Skal hun dø af det?,” spørger jeg.
Jeg ved ikke, hvor længe der går, før hun svarer, men det føles som en evighed:
“Skal og skal. Hun kan i hvert fald dø det.”

Hun vil ikke have kemo, det er gift for kroppen. “Jeg vil bygges op, ikke brydes ned,” siger hun og har fundet et sted i Tyskland, hvor de arbejder med lyd. En slags terapi, der skal få hendes celler til at samles i stedet for at dele sig. Det handler om bølger, noget med frekvens og interferens.
De har lånt penge i banken, hendes far tager med, i mellemtiden skal Sine og hendes bror passe på hinanden.

De er alene i to og en halv måned, planter karse i mælkekartoner og sætter rundt i alle vindueskarme. De ved ikke, hvad de skal bruge alt det karse til, det er heller ikke så vigtigt. Det handler om at så, få noget til at gro. Hver morgen tænder de levende lys i alle rum, køkken og badeværelse, stue og bryggers. Det er noget hendes mor har bedt dem om – at holde en flamme tændt, et håb ved lige.
De taler i telefon med hver dag. Ti minutter, mere har hun ikke kræfter til. Det er vigtigt, at Sine og er stærk og ikke græder eller siger, at hun savner hende. “Hun har ikke brug for flere bekymringer, end hun allerede kæmper,” forklarer Sine mig. Det lyder som noget, hun har fået fortalt, en andens ord.
Da de hun kommer fra Tyskland, er hendes mor solbrun og smukkere end nogensinde. “Jeg har aldrig haft bedre”, svarer hun, når jeg spørger hende, hvordan hun har det. Men skanningerne ugen efter viser, at kræften har bredt sig. Der er ikke mere, lægerne kan stille op.

Hun dør i oktober, der er blomster hele vejen gennem kirken. Sines lillebror har lavet en perleplade den har et rødt kryds i midten “ligesom et kryds, man sætter på hånden, når der er noget, man ikke vil glemme.”
Sine græder ikke til begravelsen, heller ikke bagefter. Hun gider ikke græde mere, nu vil hun slå og spytte. Spytte på mælkekartonerne med karse, der stadig står i karmene derhjemme, og som hendes far ikke nænner at fjerne. “Det er som om et lille stykke af mor, der stadig får lov at leve”, forklarer han Sine, men hun synes, han er latterlig:
Alt hans pis med håb og spirer. Hendes mor er død, det kan hverken levende lys eller karse ændre ved.