Louise Juhl

KVALMEKRAPYL
Jeg husker dengang, jeg syntes, det sejeste i verden var dem, der turde “smide lorten på bordet”. Dem, der vovede at kalde en spade for en spade, i stedet for at tale udenom, tale pænt og i koder, sige: “vi har her at gøre med et menneske, der måske nok kunne have godt af en vis intellektuel vækst, for han igen udtaler sig”. 
De seje, var derimod dem, der sagde: “Han er en stor idiot, der ikke aner, hvad han taler om.” 
Jeg fandt det befriende, sjovt også. Den her hårdtslående stil, der mindede mig om måden, sherifferne i det vilde vesten slog barens salondøre op og pegede med en pistol: “Hands up!”

I dag er der ikke nogen, der kalder en spade for en spade. Det er den ingen mod i, nej nu skal der KVALMEKRAPYL, LEDE PSYKOPAT, HJERNEDØDE AMØBE. Det er ikke nok at råbe, nej der skal skriges, “FORPULEDE RØVHUL, JEG HÅBER DU DØR OG AT DIN MOR ALDRIG KOMMER SIG OVER SORGEN.” 
Samtale forudsætter at man taler sammen, det vil sige, at man udveksler synspunkter og det, uanset hvor forskellige de måtte være. En vegetar kan således diskutere med en kvægavler om det etiske i at opdrætte dyr alene med hensigten at slå dem ihjel og landmanden kan omvendt svare, at et stop for kvægdrift ville have uoverskuelige økonomiske konsekvenser og også påvirke fødevareproduktionen og dermed mange menneskers mulighed for at spise sig mætte. Forhåbentlig ville de to parter lytte og gradvis skærpe deres argumentation for til sidst at ende klogere, end de begyndte. Ikke nødvendigvis mere enige, men dog hver for sig mere rodfæstede i deres synspunkt og mere oplyste om modpartens bevæggrunde. 
I dag er samtalen mere eller mindre død. Man taler ikke med hinanden, man taler på hinanden. Råber ad, peger fingre, finder på udtryk så grelle, at der ikke er nogen vej hverken tilbage eller frem. Har man først placeret modparten i en kasse med et label som psykopat, vanvittig, ækel eller som et levende monster uden hverken hjerne eller hjerte, ja så er der ligesom ikke mere at tale om. Diskussionen slutter før den er begyndt, og i stedet for at handle om den uenighed, det hele startede med, ender det i stedet med at handle om evnen til at formulere ukvemsord, udtrykke sig mest muligt perfidt og hånligt.

”Min far er stærkere end din far” er sandt nok et virkelig dårligt udgangspunkt for en ligeværdig samtale. Men trods alt bedre end beskyldninger a la : “din far er pædofil” eller “din mor er en luder”. Ja undskyld udtrykkene, men det er den slags, man møder ind imellem. Spydigheder, nogle gange forklædt som venlighed, som denne besked, jeg modtog i min indbakke fra en anonym facebookbruger (se også foto): 
“Måske ville du blive gladere hvis du ikke følte et behov for at dele eller skrive enhver banal almen lille tanke ned som faldt dig ind. Det er som at læse en folkeskolepigedagbog. Men anoreksi handler vel til dels om at stoppe tiden. Så du har bare opnået hvad du ville. At forblive en lille pige.”
Det er jo på sin vis spot on. Jeg deler – for meget måske? Eller i hvert fald mere end den pågældende bruger finder rimeligt. Og det er fornemt pakket ind, subtilt nedladende med beskrivelser af min sygdom og mine tanker om “banale” og mit nogenoghalvtredsårige Jeg som bærende en “folkeskoleattitude.” Det er supersmart gjort, fordi det rammer og tilmed lukker for modsvar, fordi kommentaren ikke er nysgerrig, åben, men konstaterende, en slags “LUK RØVEN” pakket ind som en venlighed. En Banana Split serveret med lort i stedet i stedet for chokolade.

Af samme grund beundrer jeg ikke længere folk der smider svesken på disken eller flere sheriffer, der skyder med skarpt. Tværtimod søger jeg mennesker, der gør sig umage med at forstå, eller med at belyse de mange nuancer, der findes til så godt som enhver sag. Nogen, der tør stå ved det komplicerede, der vover at skifte mening, eller i hvert fald modificere deres synspunkter. 
Livet er vidunderligt. Og helt forfærdeligt. Ligesom kærligheden er smuk, når altså ikke den er grusom. Musik er selve livets eliksir – bare ikke, når det bliver spillet med 120 decibel lige udenfor vinduet, dagen før man skal møde tidligt til en vigtig samtale.
At noget er simpelt, betyder ikke at det er rigtigt. At nogen råber RØVHUL, betyder ikke, at de har ret. At jorden er rund gør ikke, at alt andet derfor behøver at være fladt og firkantet.