Louise Juhl

Læsenote til Janus Kramhøft ‘De nærmeste’


“For nogle år siden skrev jeg et brev. Det var stilet til den afdeling, jeg havde tilbragt tæt på ti måneder tilbage i 2001. Svært syg af en spiseforstyrrelse, jeg skrev for at sige undskyld, undskyld for at have snydt og løjet, grædt og råbt, undskyld for at være en dårlig patient, en elendig case, en dyr og utaknemmelig 28-årig kvinde. Jeg sendte aldrig brevet, en eller anden med forstand på hierarkier og præcedens fortalte, at man indenfor behandlingssystemet altid handler med vandtætte skodder mellem inde og ude. Mellem person og patient. Mit brev ville blive opfattet som grænseoverskridende, i bogstaveligste forstand, min menneskelighed ville stå i vejen for systemet.
Jeg skrev også et brev til en ven. Jeg var ked af det, skuffet, skrev jeg. Træt af, at vores relation var så ensidig, at det altid var mig, der måtte tage kontakt, indrette mig, sige tak, når jeg kom og tak, når jeg gik. Tak fordi du vil se mig, tak fordi du tog dig tid. Min ven blev vred, han sagde, at det var umodent at gøre et venskab op på den måde, at det jo ikke var en byttehandel, noget for noget, og hvis jeg så det sådan, ja så var det måske bedst slet ikke at ses. I flere år ventede jeg på, at han skulle skrive igen, sige hey, skal vi prøve forfra, men han skrev aldrig, og i dag skammer jeg mig over, at jeg var så dum og at jeg ventede så længe.

Nu skriver jeg ikke mere, kun til skærmen, det er lidt som at bruge tegnsprog for en blind, jeg mener, ingen læser jo, hvad der står og hvis de gør, så ved de ikke, hvem jeg er. Måske er det forkælet at sige, men det er som tilværelsen vil fortælle mig noget, men at jeg nægter at forstå det. Brevene, min vens afvisning, skærmens statiske elektricitet, der får stoffet i min skjorte til at knitre. Hvad betyder det:
Skråt op, skrid, du er for lille, måske? Eller: få dig et liv og hold os andre udenfor?

Sidst nogen henvendte sig var det genboen. En seddel i postkassen om, at der skulle anlægges en ny terrasse, og at det derfor ville støje de kommende dage. “Mvh nr. 23.” Jeg overvejede at skrive tilbage: “Kære nr. 23. Jeg elsker støj. Og nye terrasser. Og breve. Kh nr. 18” Men så kom jeg i tanke om det med inde og ude, og at jeg nok ville overskride en grænse med mit svar, og hvis der er noget, der er skamfuldt, ja så er det at række hånden frem, uden at nogen griber den. Man kan stå sådan længe, med hånden flagrende i luften, og for ikke at miste ansigt, begynder man måske at bevæge dem, store bølgende bevægelser, som en flamencodanser, bare uden flotte rober og slanke hofter. Jeg skrev ikke, men jeg købte et høreværn og satte mig på den anden side af rækværket, så på mens håndværkerne skar stenene til, lagde dem til rette, fyldte efter med sand. Det var den bedste dag længe, dem bag hegnet, jeg udenfor, det var ikke helt som at have en ven, men det var lidt derhenad.
Nu overvejer jeg at skrive en annonce til den blå avis: “Høreværn byttes for en ven.” Eller “Aldrig sendte breve foræres væk, helt ulæste, frimærkerne er uden stempel og kan dampes fri. Værdi 16 kroner.” Henvendelser skal ske via postbox. Det er vigtigt at bevare distancen. Mellem afsender og modtager. Inde og ude.”

(NB: det her er ikke virkelighed men “virkelighed”)