Louise Juhl

Der er ting, der er så indlysende sande, at det næsten ikke er til at holde ud. En sådan ting er sindsrobønnen. Jeg er ikke sikker på, at jeg gengiver den helt korrekt, men det er noget i retning af: “Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan og visdom til at kende forskellen.” Ingen kan vel modsætte sig et sådan budskab: Lev med det, svarede Mette Frederiksen en journalist, der stillede et kritisk spørgsmål om regeringens håndtering af Mink-skandalen. Det var måske ikke hendes heldigste bemærkning, men der er ting, hvor det er fristende at svare det samme. Lev med det, LouLou. Med at have mistet femten år til en selvpåført sultestrejke. Lev med, at selvsamme strejke ødelagde dine muligheder for at blive mor. Lev med, at du aldrig kommer til at give liv til andet og mere end dig selv, nogenogtres kilo gennemsnitlig leverpostejsdansker. Tjuhej. Det handler om accept – sindsro.
“Just do it,” som det lyder i Nike-reklamen. Smil. Pas din have og luk din røv. Kæmp for det, du kan ændre og accepter det, der aldrig kommer til at ske. Mordrømmen, du må lægge i graven. Skamfølelsen, du aldrig kommer til at lægge af dig. Det er ikke smukt at være bitter og selv sorg bliver trættende i længden. Tænk på alt det, du har. Alt det, du kan. Alle dem, der trænger mere end du gør. Til trøst og lindring.

Der er altid nogen, der har det værre. Det hvad end vi taler familie, krop, klasse, krig. Der er altid nogen, hvis drøm om et barn er blevet slukket på mere brutal vis, end min. Nogen, for hvem kærligheden til en partner ikke vil lykkes, sådan som den er for mig. Der er dem, der i årevis har kæmpet for at finde en plads på arbejdsmarkedet. De, der er født med et livsindgribende handicap, der forhindrer dem i at komme omkring, deltage i alt det, der gør et liv. Og så kan man, oveni vreden, skuffelsen og skammen også slå sig selv oveni hovedet med skyld over at være en flæbeabe. En tudetøs. En privilegeret middelklassekone, der burde finde noget vigtigere at stikke næsen i, end en pakke Kleenex. Javel. Jo. Klart.
Undskyld. At jeg har det for godt, til at have det skidt. Undskyld, at jeg ikke tror nok på Gud til at finde sindsro. Acceptere det, jeg ikke kan ændre. Alligevel får jeg lyst til at spørge: Hvem kender størrelsen på et savn. Dybden af en sorg. Hvem har retten til at definere, hvad der er sorg NOK, hul NOK, til at blive taget alvorligt?

Min svigermor er ud af en søskendeflok på ni. Jeg husker, da den sidste af hendes søskende døde, hvordan det ligesom slog bunden ud af hende selv. Pludselig var der ikke nogen at ringe til, ikke nogen at dele dagene med. Med ét var hun, min svigermor, den sidste tilbage i køen. Til døden. det log hende ud, jeg talte en enkelt gang med hende om det. Om savnet og sorgen, men mest af alt om, hvor ondt det gjorde, når velmenende mennesker fortalte hende, at de – hendes søskende – jo havde haft et langt og godt liv, og at de “havde alderen til at dø”. Aha. Nå men så er der jo ikke noget at være ked af. Så er savnet bare noget, man må leve med. Men hvad så, hvis ikke man kan det. Leve med ensomheden og tomheden og udsigten til at være den næste til at dø? Hvor går man så hen? I hundene, til rotterne? I skammekrogen.
Er det guds skyld, hvis man ikke kan acceptere alt, der ikke står til at ændre. Eller er det ens egen? Og hvad nu, hvis det er min skyld, at jeg stadig sørger. Over de børn, der ikke blev mig til del. Er jeg så forkert? Forkælet? For meget?

Forbandet?