Mødrenes manifest

by Louise Juhl Dalsgaard

Hun var den krystalkugle, jeg så verden igennem. De rum, jeg sad i, tog farve efter hendes humør og dagenes længde afhang af, hvornår hun tog afsted på arbejde og kom hjem igen. Hun var årstiderne mere end regn og sne og tørke var det, nogle gange var hun sommer, en flagrende svale, en blomst, andre gange efterår, en tungt traskende støvle eller en fugtig høstak glemt på en mark.
Det var min mor, der lærte mig klokken at kende, men også hende, der lærte mig, at tiden var mere end sekundvisere og timeslag. Tiden var uendelige søvnløse nætter, den der utid, når man lå i mørke, bare lå og lå og så ud, mens alle andre lå med lukkede øjne og så ind. Tiden var vejrtræk og mærker sat i en dørkarm: pludselig var man blevet to centimeter og et skonummer ældre.

Hun var en maskine men med et bankende blødt hjerte, sådan så jeg hende. Læberne, der bevægede sig uden lyd, når hun talte indeni, en-og-ty-ve, to-og-ty-ve. Måske var det antallet af boller på bageristen, hun talte, eller petuniaenes blade; noget tredje. Min mor kunne lide ting, der kunne tælles, måles, vejes. En del sukker, to dele mel og 50 gram smør – tilsammen en kage. Det handlede ikke om held eller tilfældighed men om grundighed og præcision og målte man bare rigtigt, skete resten helt af sig selv. En sjælden form for rimelighed i indsats og udbytte.

Ni afkrydsede flueben på dagens to-do-liste. Antallet gav min mor et synligt bevis på, at hendes indsats bar frugt, at hun gav mening til verden. I de øjeblikke fornemmede jeg en sjælden indre stamina, lommer af næring, der gav forråd til de mange magre perioder, hvor hun gik omkring og trak skuldrene op af grundløs skam eller følte sig kaldet til at undskylde Ikke for noget og ikke for nogen, bare ”undskyld”. ”Ja, jeg burde vel også”, ”næste gang skal jeg nok sørge for”. Og så gik hun videre i en snublende hast, som om hun håbede at overhale sig selv, lægge sig selv bag sig. 

Andre gange var hun en vulkan lige før et udbrud. Så agerede hun i verden med en vilje, der ikke kunne bøjes eller ændres. De gange talte hun altid i ”vi” og ”os”, talte på vegne af noget mere end bare sig selv, på kvindernes eller de mindre velstilledes vegne. Alkoholikerens, de uarbejdsdygtiges. Alle dem i forhold, de ikke længere kunne leve med eller i, men ikke havde mulighed for at forlade. For hvad så, hvad så med børnene, penge til huset, bilen, hjælp til lektierne. De færreste kvinders løn rakte til tre værelser, vinterstøvler og konfirmationsfester. SÅ måtte de blive, leve på trods, lade sig nøje, og det gjorde min mor vred. Ingen skulle nøjes med et halvt liv, et kvart. ”Det vigtigste er, at du får dig en uddannelse”, prædikede hun altid, og i min teenagetrygge boble tænkte jeg ”slap af” eller jeg bebrejdede hende at have ambitioner på mine vegne. Men jeg misforstod, det var ikke ambitioner, hun udtrykjte, men en desperat bøn om at vi forblev uafhængig af en ægtefælle eller kærestes indtjening. At vi ikke skulle lende i en fælde, leve som stavnsbønder, vaske op og føde børn mod husly og mad.
Vi’et tillod hende at føle, gav hendes harme berettigelse. Hun fik enorme kræfter. Et mod, der kom at vide, at hun ikke bare var sig selv, sit eget, men at de var manges. Et fællesskab. Et Vi. Os. Sammen.

hun elskede når Hanne reintoft tordnede de svages sag, kæmpede mod formynderi og bureukrati, hun skammede sig over de af hendes kolleger, der undgik bumserne, når de kom ind i modtagelsen, beskidte og svært bevidstløse af druk, trængte til hjælp, hun steg grædende af cyklen, når hun endelig nåede hjem, forbandede sit fag, at der var så lidt hun kunne stille op, et par minutters snak, før hun måtte ile videre mod en ny patient. Hun overså altid og med vilje de små medbragte flaske, spritteren havde i inderlommen, eller de fortabte forstadsfruers lommelærker gemt i toilettasken, hun lod dem ligge, hvem var hun at spille dommer, hvad vidste hun om, hvad de kæmpede med, så hun så væk, lod dem drikke og gav dem et sæt rent hopsitalsundertøj med hjem i tasken, ikke helt efter reglerne, men fuldkommen efter hjertet.

Sideløbende med indignationen og ønsket om fællesskab lå der en ensomhed og lurede overalt. I, over, under, omkring hende, i alt hvad hun gjorde og måden, hun gjorde det på. I sandkassen bag skoletandlægens bygninger byggede jeg et slot uden huller til hverken vinduer eller døre. Jeg viste slottet til min mor. ”Du må lave en udgang,” sagde hun, ”der må være en vej ud, der skal altid være en vej ud.” Hendes stemme lød overraskende høj men langtfra vred, snarer voldsomt blød, blødende…som om hun på een gang udstedte en befaling og en bøn. 
”Der  være en vej ud.”

Jeg ved ikke, om der altid var en vej ud for min mor. Om de tre børn og jobbet og mand og min morfar var så massive mure om hendes bevægelsesfrihed, at hun kun sjældent fik udgang, en tur i det fri, Jeg tænker tit på, hvad hun ville have gjort, hvis det alt sammen forsvandt for en uge eller to, børnen, mande, jobbet, pligterne. Om hun ville rejse til indien, gå i Sari og dufte til krydderier, ride på elefantryg, sovt i det fri med intet andet kun et gennemsigtigt net som beskyttelse mod natten, varmen, dyrene.

Jeg tror det ikke. Når hun talte om sine drømme, talte hun om grøftekantsbuketter og keramiske vaser. Om stilhed til at læse. Hun drømte ikke om store markeder, vilde safariridt, eksotiske dyr. Hun drømte om citronsommerfugle, vand med isterninger og en gåtur alene på heden, to timer, tre. At kunne gå sådan uden tanke for andet, ind i tiden eller ud af den. Ikke for at blive væk i eller forsvinde, men for at blive en del af det hele, lidt lilla lyng, en smule lyseblå himmel, halen af et firben. Lyden af en kogle, der trækker sig sammen. Kritsj.