Louise Juhl

I går var jeg til fest, til grisefest med kulørte lamper og minipool. Michael og jeg overnattede på en lokal kro, der udmærkede sig ved at have askebæger på badeværelset og en selvbetjeningsbar med både bitter og snaps, øl og Malibu.

Nu er vi hjemme igen, jeg trængte til at gå en tur og lod mig undervejs underholde af Brinkmanns Briks, der havde besøg af Jan Hellesøe, bedst kendt for sine programmer “Fuckr med din hjerne.” Brinkmann var nysgerrig på, hvad det egentlig er, der sker under hypnose – eller psykologisk manipulation, som det også betegnes. Jeg vil ikke påstå, jeg blev klogere på metoder og greb, men jeg fik en væsentlig indsigt i, hvor stort et ansvar man som hypnotisør bærer. Det er ikke ligegyldigt, hvad du søger at påvirke et menneske til: I en sag fra 1951 blev en mand således dømt for manddrab begået under påvirkning af psykologisk manipulation. En tidligere medfange havde med metoder ikke langt fra hypnosens overbevist sin makker om, at denne skulle røve en bank og skyde om nødvendigt.
Al manipulation indebærer en risiko. Kiropraktik er også manipulation – her blot fysisk manipulation af led. Alle ved, at det i mange tilfælde kan virke ekstremt forløsende at få løsnet et hold i nakken. Det kan omvendt også forværre smerterne. Det samme gør sig sikkert gældende for et psykisk hekseskud: en lammende fobi eller anden uhensigtsmæssig adfærd. Her kan psykisk manipulation medvirke til at løsne de mentale blokeringer, der hidtil blokeret for en ændring. Men også til det modsatte – at igangsætte en uheldig adfærd.

Hellesøes ret fine udgangspunkt er, at al adfærd i sit udgangspunkt er født ud af en tanke om det gode. Det kan lyde absurd, hvis man taler om overgreb eller mobning, men han understreger selv, at han ikke dermed undskylder de onde gerninger, der kan komme ud af en oprindelig god tanke. Den hensynsløse chef har et sted langt bag sine urimelige adfærd sikkert en ide om, at hensynsløsheden tjener et godt formål, at det øger virksomhedens indtjening eller speeder processerne op. Problemet er bare, at den gode tanke forløses ved hjælp af ondskabsfuldheder – og det er selvsagt langt fra godt.

Da jeg for præcis 33 år siden, den 24. august 1992, skrev en seddel om, at jeg skulle leve sundt og grønt, dyrke motion og tabe mig, var tanken bag god nok. Jeg var en anelse overvægtig og havde den forudgående eksamensperiode primært levet af Snickers, marsbar og franske hotdogs. Jeg stod uden umiddelbare planer, og tanken om at systematisere min tilværelse en smule, tælle kalorier og skridt og holde øje med vægten, var sådan set fornuftig. Det var adfærden, der fulgte med, den stadigt mere restriktive levevis, afskærelsen fra sociale relationer, den hensynsløshed jeg pådrog ikke bare mig selv men også min familie, hvis bøn om at søge hjælp jeg bevidst overhørte,. ja den var langt fra god.
Jeg opsøgte undervejs en psykolog, han boede i Støvring og havde talrige bøger bag sig, fra bredskuldret og det, man vel vil kalde bramfri. Jeg var hunderæd og nok heller ikke for alvor indstillet på at slippe anoreksien, i hvert fald skete der ikke noget som helst. Han talte om det limbiske system og om at ændre hjernens kommandoveje, så talte han ned fra ti og jeg lå sad stiv som et bræt og frygtede, at han skulle afsløre mig i at være en lus eller en nøgenrotte. Han afslørede nu ingenting, jeg var resistent, forklarede han, mine mentale parader så hævede, at han ikke kunne trænge igennem.
Alligevel er jeg slet ikke afvisende. året efter mødte jeg Pia Raug til et arrangement på Femøren, det var på grundlovsdag men koldt for årstiden, jeg vejede et par og tredive kilo og havde ingenting spist i over et døgn. Jeg frøs og fik et tæppe, et mere og også et lammeskind at sidde på, men lige lidt hjalp det. Kulden sad overalt i knoglerne, i tænderne. men så kom Pia og lagde sine hænder på mit hoved, bad mig om at lukke øjnene. Hun lod hænderne ligge et stykke tid, så flyttede hun dem ned på mine skuldre og så mærkede jeg varmen, der ligesom strålede igennem mig, jeg begyndte at svede, græd vist nok også, det var sindssygt rørende og også virkelig mærkeligt. For jeg var jo resistent, mine parader var metertykke og skyhøje, alligevel lykkedes det for Pia Raug at opløse dem, erstatte angsten og forbeholdene med noget andet. Hvad ved jeg ikke, jeg ved bare, at det virkede. Psykisk manipulation, healing, hypnose. Jeg kan ikke forklare det, og havde enhver anden betroet mig en lignende oplevelse ville jeg have lyttet og følt en smule medlidenhed med tåben, der havde ladet sig vildlede af hokuspokus-manøvrer og håndspålæggelse.

Jeg elsker, når verden tager røven på mig. Når klicheerne om, at tro kan flytte bjerge, viser sig sande.
Tak til Jan Hellesøe for sin herligt ydmyge tilgang til sig selv og sit virke. Og til Brinkmanns briks for en vidunderligt usnobbet nysgerrighed på menneskesindet i alle dets nuancer.