Louise Juhl

I lang tid har jeg søgt efter noget, jeg kan bruge mine kræfter på. Håndæltede dej-dyr, sindrige blomsterkranse, borddekorationer, papirklip. Alt andet end lediggang. Det er ikke fordi, jeg elsker håndarbejde, langt fra, men en frygt for, hvad mine hænder ellers kan finde på at gøre. Smadre en kande, knuse en krukke. Slå til den i forvejen vakkelvorne reol, så den falder sammen og de mange mørnede bøger og formålsløse nips vil samle sig til et inferno af rod og ragelse i det allerede trange rum. Der er så mange risici, så mange farer, jeg stoler ikke på dem, mine hænder.
Misforstå mig ikke. Jeg er ikke voldelig. Tværtimod, jeg aer og klapper og stryger både dyr og mennesker. Jeg forstår alt og til ukendelighed, jeg forstår naboen og græssets grønne, fuglenes træk, feberens logik. Jeg forstår også, når der ikke er noget at forstå. Forleden nikkede jeg til en mut medarbejder bag kasseapparatet i Føtex, smilede indforstået, i håb om at vinde noget tilbage. Et taknemmeligt blik, en form for fællesskab. Men den unge kvinde smilede ikke tilbage, hun mumlede og det så lavt, at det kun akkurat kunne høres: ”Hvad er det, du tror, du forstår?”
Hvad skulle jeg svare til det?

Det er i den slags situationer, jeg indser, at jeg må finde noget at bruge mine hænder til, mit liv på. Noget andet end at forstå, smile og nikke til halsen, går i kramper, som en nisse i juleudstilling, en mekanisk dukke. Hej, hej, hej, hej.  
Nej, jeg skal ikke forstå den dej, jeg ælter, ikke forstå den blomst, jeg binder til en krans. Jeg skal derimod lade hænderne om at gøre arbejdet, så ikke munden løber af med mig og mine evige appeller kaste i grams på mere eller mindre tilfældige ofre. Bibliotekaren, underboen, min frisør. ”Kig forbi en dag, ikke?” Men ingen, hverken frisør eller underbo, svarer ja, de svarer slet ikke, det er ikke et tegn, nej, det er et vink med en vognstang. 

Nu har jeg købt mos og ler, kogler og gran, kunstige æbler og fingerstore lys. En krans, to kranse, måske kan jeg sælge dem på et marked, 109 kroner lyder som en god pris, som prisen på noget, der er mere værd end Søstrenes Grenes masseproducerede pis, men ikke så eksklusivt, at det alene henvender sig til eliten. 
Hvad vil jeg sige med det: At jul er hjerternes pest? At mos er grønt, penge papir? Eller bare at hænder kan bruges til meget, til at slå med og til at ae?
Never mind:
”Kom og køb!”