Louise Juhl

Da jeg var ti blev jeg syg med halsbetændelse. Jeg var på ferie hos min morfar, der ikke var kendte omsorgens praksis, han hentede en dansk vand, tændte for Tv’et og sagde, at den bedste kur mod dårligdomme var tålmodighed. Med tiden ville det gå over og hvis ikke, ville livet gå videre uden mig. Selv havde han svær gigt og ondt døgnets fireogtyve timer og sværgede til tesen om, at med ondt skal ondt bekæmpes. Han sled og slæbte, høvlede ti timer i træk, slog pulde i jorden og græs med en le. Alt gjorde ondt, men nu det var præmissen, kunne han lige så godt få noget ud af al den smerte.

Jeg lå i sengen med 4 puder under hovedet og så tennisbolden fra TV’et flyve gennem skærmen og forestillede mig, at den ville ramme med mere end 100 kilometer i timen, slå mig til idiot, banke enhver tilbageværende kraft ud af min krop. En straf for dengang, jeg låste min veninde inde på mit værelse, fordi hun ikke gad at lege med mig, måske. Eller for den halvtredser, jeg tog fra min mors pung, og som brændte så hårdt i min lomme, at jeg fik brandsår på mit lår og måtte lægge den tilbage, hvor jeg havde taget den. 

Med ondt skal ondt bekæmpes, sagde min morfar, og jeg kæmpede så ondt, jeg kunne: Talte i vildelse, forbandede mig selv: de lede knæ, dumme drømme, for ikke at nævne den blodansamling, jeg var født med på ryggen, men som i mit febervilde selvhad transformerede sig til at være en tvilling, jeg ikke havde undt at leve og som nu tog hævn. Jeg råbte ting, jeg knap nænner at gentage: Lede luder, lortelæs, alt sammen for at imødegå min straf. Som når en anklaget erkender sin brøde i håb om at få mildnet sin dom.

Der gik 3 dage sådan, min morfar kiggede ind hver 4. time, satte frisk vand, tilbød mig ristet brød. På fjerdedagen kunne jeg sidde op, bolden forblev bag Tv’ets skærm, Navratilova slog Chris Evert Lloyd. Tiden tog feberen, min morfars gigt, derimod, forblev den samme, han vedblev at bekæmpe det onde med det onde. Elleve timer hver dag bankede han søm i så hårdt, at han fik gnavsår i håndfladen og vabler på sin tommel. En lettelse måske, at se en sammenhæng mellem indsats og udbytte, som en anden Jens Vejmand forvandlede han – ikke brød til sten, men søm til sår.